Når vi stikker næsen i et glas vin, så har vi en tendens til at hæfte os ved det der stikker ud. Den note som er uvant, eller som vi ikke forventede. Alt for ofte er der vinsmagere som siger:
“Jeg kan slet ikke komme forbi den note af brændte fyrrenåle” eller lignende udtalelser. Det kan også være et krydderi vi ikke er bedste venner med, som fx. kanel. Jeg tror grundlæggende set at det er helt naturligt at have det sådan, når man dufter til en vin. Kunsten at smage på vin gør at vi skal lægge denne dårlige vane fra os. Hvis vi havde holdt fast i denne vane til aften, så havde vi ikke set kompleksiteten på samme måde, i de to hvidvine.
Når jeg underviser på WSET, så er det også noget jeg lægger stor vægt på. Hvis man vil havde den største forståelse for vinen, så anbefaler jeg altid at man tager den oppefra. Fokuser på de elementer, som der bør være. Du kan altid finde den lille sjove skæve note, som udmærker netop denne flaske. Sværere kan det være at komme forbi noten (af fyrrenåle) og ned i resten af vinens kompleksitet.
Mit råd til smagerækkefølge:
- Blomster
- Frugt
- Urter og krydderier
- Mineralitet
- Vinmageri, som bundfald og fad
- Noter fra lagringen
Dette er grundlæggende set, en enkel måde at gøre det på, men den virker. Så finder man de blomster og den frugt, som kendetegner vinen. Derefter kan man lægge de krydrede elementer på. Så fokus på kælderarbejdet og til sidst om vinen har udviklet sig. Dette er en forsimpling af WSET Systematic Approach To Tasting og kan på ingen måde afløse en mere dybdegående tilgang. Denne aften, fik vi dog ekstra glæde af de to vine, ved at følge denne enkle facon.
2016 Elena Walch, Beyond The Clouds, Alto Adige
En vin hvor det vælter op med hvide blomster, moden hvid melon, lidt stenfrugt og gammel citron. Der kommer klart krydrede noter med kandiseret appelsinskal og våde urter. Noget fad, men slet ikke dominerende. Den “skæve” note hænger hen over hele vinen. Der er en anelse traminer aromatico i denne vin, også kendt som gewürztraminer. En drue der giver noter af rosenblade, søde krydderier og appelsiner. Kompleksiteten i denne vin opstår fordi resten af vinen, som primært er chardonnay, har masser af tyngde og modenhed. Moden lækker frugt, der arbejder godt og så den her krydrede note, der hænger hen over hele vinen. Fantastisk vin, med stor kompleksitet.
2014 Domaine Leflaive, Les Pucelles, 1er cru, Puligny-Montrachet
“Den dufter af Leflaive!” blev der sagt og med det menes der at den dufter af friske popcorn. En typisk note for Leflaive, men kan også fremkomme i andre vine fra Puligny. Igen en dominerende note, som vi skal forbi og det kom vi. Vi startede forfra og fandt klare noter af perfekt moden citron, uden den skarpe syre. Der var modne grønne pærer, uden at blive plumrede som de godt kan når de bliver overmodne. Der var noter af grønne melonskiver, som fuldendte frugten. Klare mineralske noter af våde sten og noget våde blade. Dertil kommer de sekundære noter fra kælderen; her er brød fra kontakt med gærceller og røg m.m. fra fadet. Popcorn er der også og hvor de kommer fra, er mere en kombination af elementer, end et enkelt element, vil jeg påstå. Popcorn er for mig kombinationen af frisk fad, gærcellernes brød-note og sprødheden fra de mineralske sten.
Tusind tak til to gode venner, for at medbringe to så flotte vine, fra min tidligere arbejdsgiver Otto Suenson.