Jeg var så heldig i dag at modtage tre små prøver på Vintage Port 2018. De tre prøver var afskibet med posten fra Odense, hvor Niels Strøjer havde tappet dem søndag, i dag er det torsdag. Flaskerne var tappet og sat på køl umiddelbart efter åbning. Det er min vurdering at vinene ikke har lidt nævneværdig skade af transport og omhældning, men tag det endelig i betragtning når du læser mine noter. Vinene er smagt af Zalto hvidvinsglas, startende ved 8 grader og stigende derfra.
Nok lidt for tidligt at sige noget generelt om 2018 årgangen for mit vedkommende, men disse tre viser klart lovende takter. Tak til Niels for at tænke på mig.
2018 Croft, Quinta da Roeda, Vintage Port, Douro
En dyb duft af røde blommer og hindbær, noget sød lakrids og en fornemmelse af noget friskhed. Desværre ligger der et sveske element af noget overmodenhed som jeg ikke er helt vild med.
Tæt i smagen, med gode stramme modne tanniner. River lidt i gummerne, men den fede frugt har overtaget. Tanninerne bliver sendt tilbage i hjørnet, det er sødmen og den modne røde frugt der vinder her. Kirsebær og røde blommer, et eller andet sted deromkring. Den fremstår med god umiddelbar friskhed, der nemt charmerer. Desværre kan jeg ikke give slip på det lidt overmodne rosin præg som trækker ned for mig. Vinen strammer til med en kombination af kogthed og tørre tanniner. En vin der kommer til at lukke hårdt i, for at lukke op efter en kortere periode. Er mit bud. 89 point
2018 Fonsaca Guimaraens, Vintage Port, Douro
Sort næse, med alt hvad det indebærer. Salmiaklakrids, tobak og skiffer. Frugten er også den sorte skuffe med sorte kirsebær, kirsebærsten og sorte blommer. Tæt pakket ned i glasset. Et slag af to flintesten og så alligevel lidt flygtig.
Sødmefuld og næsten uden at tanninerne river fat. Sød kirsebærsaft med en tårnhøj syre, der giver friskhed. Sødmen dækker lidt over tanninerne, der kommer frem lidt efter lidt. En stor vin, der viser både potentiale og charme. Man har nærmest bare lyst til at tømme glasset, med lukkede øjne. Strammer virkelig til i afslutningen, bliver lidt tør, men også med en hel ren og utrolig lang eftersmag. Super flot glas. 94 point
2018 Taylor’s, Vintage Port, Douro
Uha, den ligger langt nede i glasset. Slet ikke til at lege med som de to andre. Der kommer lidt noter af saltvand og tang. Frugten er sort, men ikke ekspressiv.
Tæt pakket, hvor tingene ligger i lag som i en fragilité. Fint og sprødt, udtrykker sit eget lag, men er fint indpasset med det næste og det næste igen. Åbner sig op i munden, der kommer sort frugt, sødmen sniger sig frem. Den her vin er et sted mellem lukket og genert. Undtagen i eftersmagen, her er der smæk på. Urter, friskkværnet sort peber, chokolade og en våd skiffervæg i regnvejr. Det er et glas man skal regne med at arbejde med hele aftenen, tror ikke at man bliver træt af det på noget tidspunkt. Så mange lag, så mange finesser, bare lidt hårdt presset sammen. 96+ point Sikker på at denne vil få flere point, når næsen giver mere fra sig.
Samlet set en virkelig fed smagning at få mulighed for. Det viser gode takter for Vintage Port 2018 og jeg vil glæde mig til at smage flere versioner i tiden der kommer.
Vil du læse mere om Portvin, så er der her min guide til Portvin og noter fra sidste år, hvor vi smagte Vintage Port 2017