Når foråret kommer, så starter vækstsæsonen for vinstokkene. Det er herfra moder natur arbejder imod de kære vinbønders levebrød. I disse dage ser vi problemer med frost i vinmarken, rigtig mange steder i Europa og såmænd også visse oversøiske vinområder.
Problemet med frost i vinmarken er at vinstokkene har sat deres første skud. De første små blade er dukket frem og står helt sårbare og elegante. Disse skud skal sidenhen blive til de grene der skal bære drueklaserne, der skal skaffe os vinen.
De to frostproblemer i vinmarken
Der sker to grundlæggende ting, som vinbønderne skal kæmpe imod. Først kommer frosten, der kan få bladene til at visne igen. Det næste store problem er at solen står op om morgenen, ofte på en blå himmel. Solen stråler er meget skarpe, med høj UV-stråling, og de brænder de små blade.
Disse første skud er dem som er optimale til at dyrke årets høst og som vinbonden har beskåret sine vinstokke for at få frem. Uanset om det er det ene, eller det andet, så dør de små nye skud og der kommer ingen grene og dermed ingen druer.
Vinbonden har ét skud mere i bøssen og det er det andet skud som vinstokken ofte sætter. Som udgangspunkt så vil det andet skud være mindre stærkt end det første. Det vil resultere i mindre umiddelbar vækst og mindre frugtsætning. I den sidste ende langt mindre udbytte til vinbonden, hvis dette andet skud ender med at give noget.
Vinbondens mål på dette tidspunkt er at undgå at det første skud blive beskadiget. Han skal simpelthen undgå at der går frost i skuddet og/eller at det bliver brændt af solen. Det kan gøres på flere måder, nogle mere kreative end andre. De fleste har i forskellige varianter været brugt gennem rigtig mange år. Her vil jeg gennemgå nogle af de mest anvendte. Der er sikkert flere, lad mig endelig høre.
Måder til at bekæmpe frost i vinmarken
Lys i marken
Store stearinlys i marken er det vi ser på mange billeder, rundt om på sociale medier. Smukke billeder, der dækker over et stort problem. Lysene er som regel voks med en væge. De udsender varme og røg. Varmen lægger sig omkring vinstokkene og sikre de ekstra grader der gør at skuddene ikke fryser. Røgen lægger sig som et tæppe over marken og beskytter mod den skarpe morgensol.
Der findes også små brændeovne, der har samme funktion. Det vigtige er at ovnene er tæt på vinstokkene, da varmen aftager hurtigt når man kommer i afstand fra varmekilden.
Halmballer
Afbrænding af halmballer og/eller gamle afklippede skud er også ofte anvendt. Idéen her er at lægge halmballerne op mod vinden, så røgen trænger ned over marken. Det vil skabe et røgtæppe der beskytter mod solen og forhåbentlig holder på lidt af varmen omkring jorden. Det blev heftigt benyttet i Bourgogne for et par år siden, med en masse røg i byerne til følge. Der er ingen fare for røgskader på vinstokkene, da der endnu ikke er druer.
Vand
Det kan virke omsonst at man sprøjter vand på bladene for at beskytte dem, men det virker. Der sker det at vandet fryser og skaber en skal omkring bladet, så det ikke kommer under 0 grader. Når vand fryser frigiver det varme, som en del af den kemiske proces. Den smule energi og varme der dannes er nok til at bladene ikke tager skade.
Blæsere
Store blæsere eller vindturbiner er sat op i vinmarkerne. Det ses blandt andet i Champagne. Formålet her er at blæse noget af den varme luft ned mellem planterne, så den kolde luft ikke får lagt sig og fryser skuddene i stykker.
Helikoptere
Helikoptere der flyves lavt over vinmarkerne, ses i vinområder hvor der er god økonomi. Det giver samme effekt som de ovenstående blæsere, ved at blæse den varmere luft ned mellem stokkene, så kulden ikke lægger sig. Effektivt, men rimelig omkostningstungt skulle man mene.
Musik
Ja musik, den har jeg heller ikke hørt om før. Jeg har tidligere set højtalere i vinmarker, for at skabe gode vibrationer der skulle give bedre druer. Nu har jeg også set højtalere som skulle skabe dårlige vibrationer, så frosten ikke ødelægger bladene.
Tekst fra Facebook opslag hos Benoit Dehu:
A lot of experimentation is in progress on the field, but this one is very relevant and complementary to the other means of fight for the frozen ones. The diffusion of music to fight against the jelly will be tested for the next days. By simplifying the mechanism, the idea is to prevent water from crystallizing and therefore from freezing in the vine. 3 sessions will be broadcast each day.
Samlet set
For vinbonden er dette en frygtelig tid, hvor han ser sin sæson gå i stykker inden den er startet. I de værste tilfælde kan vinbonden miste hele sit udbytte i løbet af kort tid en tidlig morgenstund. I bedste tilfælde får han beskyttet sig godt nok og mister ikke noget nævneværdigt. Meget ofte vil vi høre dommedagsfolket udråbe at en hel årgang er ødelagt af en kort morgenfrost men ofte ender det blot med en mindre nedgang i produktionen.
På ingen måder skal dette dog underspilles og klimaforandringernes indflydelse på dette virker tydeligt. Det varmere forår gør at vinstokkene begynder deres vækst tidligere, så der er kommet skud inden denne forårsfrost. Det gør problemet værre for vinbonden med frost i vinmarken.