For nylig var jeg med firmaet i Bourgogne. Målet var at besøge producenter og købe vin til vores kunder, men ind imellem fik vi smagt lidt gode flasker til frokost og middag. Læs mit første blogindlæg, om vine der ikke er gode køb i Bourgogne. Det her indlæg kommer til at dreje omkring en enkelt vild middag i Beaune, hvor vi holdt os til grand cru, næsten hele aftenen. Det er egentlig urimeligt at drikke så mange gode vine på én gang, da én altid ender som vinder og de andre som tabere.
Lad mig bare sige, at en hvilken som helst af disse flasker, kunne have løftet en dårlig mandag op til at blive en god uge!
2005 Domaine Leflaive, grand cru, Batard-Montrachet
Aftenes første hvidvin var så typisk som man kunne forestille sig. Serveret blindt, men der havde været snak ved bordet om denne flaske inden den kom ind. Næsen var så meget Leflaive med præcision, røg, popcorn og smuk smuk frugt. Alderen havde tilføjet et dybt ekstra lag af ristede nødder, lidt tørret abrikos og syltede fersken. En stor vin, der forsvandt alt for hurtigt. Utrolig så let den var at drikke, slet ikke tung eller klodset som man måske kunne have frygtet.
2008 Bonneau du Martray, grand cru, Corton-Charlemagne
Jamen, hvordan kan man løfte niveauet efter den flotte Leflaive? Det kunne man åbenbart godt, her var mere præcision, mere intensitet og alligevel en meget mere løftet vin med større kompleksitet. Den gennemtrængende note, som i dette tilfælde var positiv, var dåseananas med lidt røg nedenunder. Det her var en vin der næsten kunne få mig til at hoppe lidt i stolen, hvis ikke det var fordi vi var ude og jeg burde opføre mig ordentlig. Tak for pokker en vin! Jeg vil aldrig kunne drikke en flaske Bonneau du Martray, uden at mindes Steven der introducerede mig for denne producent. En stor mand.
2000 Pierre Peters, Oenotheque, Les Chetillons, Blanc de Blancs, Champagne
Ja ok, vi startede egentlig med to gange bobler, først denne super lækre og saftige Pierre Peters. Mineralitet og hvide blomster over hele bordet. Så lækker og balanceret, voksede sig mere kompleks med tid i glasset. Brødet ligger godt sammen med frugten. En fremragende Champagne, lige i en stil som jeg elsker. Citrus og friske æbler fra haven, sammen med tårnhøj syre og friskhed, det er lige hvad Champagne drejer sig om.
2007 Jacques Selosse, millésime, Champagne
Ja det er stor Champagne, men jeg er ikke fan. Er det fordi jeg ikke har smagt nok, er det fordi jeg ikke har hørt historien, eller? Jeg ved det ikke, men jeg synes bare at stilen bliver for tung og mangler friskhed, som for mig er den væsentligste faktor i Champagne. Med tid i glasset må jeg indrømme at denne samlede sig og blev mere præcis, men jeg var trukket i det forkerte hjørne. En intellektuel vin, men ikke en frisk Champagne.
2017 Rousseau, grand cru, Chambertin
Det var unfair for alle andre vine herefter, for den her stod så flot! Intens, saftig, levende, lang, kompleks og totalt flyvende. Den havde alle aspekter og alligevel kunne man ikke lige sætte ord på. Gættede vi den, eller kom vi bare tæt på? Jeg føler stadig at jeg kan genkalde mig renheden i eftersmagen, som bare blev hængende. En vin uden huller, hvis man kan sige det sådan. De få gange jeg har haft glæden af Armand Rousseau i glasset har været på absolut højeste niveau, hver gang. Tæt, med alle elementer serveret på et sølvfad. Turens bedste rødvin – måske.
2013 Meo-Camuzet, grand cru, Richebourg
En elegantier der kom i klemme og dermed ikke kom til sin ret. Det er en sød måde at kalde denne på. Det var ikke en vin der havde mange fans denne aften, men havde den stået alene med tid nok så havde den rejst sig. Det er min bedste overbevisning. Den kom til at mangle noget dybde og stod lidt kantet. Er det årgang 13 der drillede os, eller var vinen bare ikke bedre? Det er altid svært at svare endegyldigt på. Hvis jeg havde en flaske af disse i kælderen, så ville jeg gemme den yderligere 3-4 år og se hvad den kunne gøre. Meo-Camuzet plejer at være en producent der er i top.
2017 Mugneret-Gibourg, grand cru, Ruchottes-Chambertin
Pludselig var der tryk på alle kedler igen, med en eksplosion op af glasset. Charmerende mørk frugt, lidt chokolade og en god intensitet i bunden. En vin der fra start viste noget af samme karakter som vi oplevede i producentens Clos Vougeot dagen før. Bundtræk og flot moden frugt. Det er virkelig en vin der vil noget og som er sat så flot sammen. Tydeligt at vinen var fra Gevrey og kunne spille med i dette selskab. Mugneret-Gibourg er ikke en producent jeg har smagt meget fra tidligere, men det burde jeg nok. Jeg kan godt lide stilen og når man kan lide producentens stil i Bourgogne, så skal man holde sig til.
2016 Dujac, grand cru, Clos Saint-Denis
Uha en charmetrold der kommer op af glasset her. Masser af blomster og kun en medium fylde, men alligevel med så meget intensitet at man bliver helt glad. Eftersmagen bliver hængende og små vilde skovjordbær spiller med på paletten hele vejen. Dujac leverede en super flot vin, som muligvis ikke fik al den opmærksomhed den havde fortjent. Endnu en af de vine hvor den sidste slurk fra glasset var den der gav mest. En vin med mange lag, som stadig er alt for ung til at vise det hele. Slet ikke så ligetil som de 2017ere vi nød denne aften. Mere kompleks kan man sige, men ikke et meget lavere niveau.
Lad os bare forestille os at aftenen sluttede her efter vores middag i Beaune og vi gik pænt hjem i seng. Tusind tak til RareWine og vores gæster denne aften for at være med til at skabe disse minder.
