REKLAME, tilsendte prøver fra Vinbutikken.dk
Baden er den tredje største og varmeste vinregion i Tyskland. Det bør på alle måder give grobund for at levere nogle fremragende vine. Jeg er blevet kontaktet af Peter Larsen, der driver firmaet Vinbutikken.dk. Et firma der specialiserer sig i vine fra Baden. Første gang jeg mødte Peter var ved en større smagning i København sidste år, hvor han præsenterede sine vine. Det jeg noterede mig den dag var at hans udvalg af spätburgunder var noget af det sjoveste i Danmark. Mange forskellige stilarter og alt sammen fra Baden. Peter har valgt at sende mig 3 x Baden chardonnay som prøver, for at vise hvad denne drue kan i Baden.
Baden har tradition for mange forskellige druer, men med sloganet #Burgunderparadies er det ikke overraskende at både pinot noir og chardonnay har en væsentlig plads i området.
Baden som vindistrikt
Hele Baden regionen strækker sig over 400 km og har ni underområder, med hver deres karakter naturligvis. I alt der der 15.500 hektar med vinmarker. Det er omtrent det halve af Bourgogne, blot for at sætte det i perspektiv. Beplantningen er med overvægt til de grønne druer, med 60 %. Dog er spätburgunder den mest plantede drue i alt med 33,7 %. Det gør Baden til et af de største områder for pinot noir / spätburgunder i verden.
Baden er et område hvor kooperativer stadig dominerer, med 80 % af vinen produceret hos disse. Derudover er der i omegnen af 300 vinerier, der leverer deres egen vin til markedet. For at forstå kvalitet fra Baden skal der virkelig vælges rigtigt. Den kooperative kælder i Breisach er den største i Europa og den fjerde største i verden. Med et salg primært på hjemmemarkedet, så er der sandsynlighed for at du ikke er stødt på deres vin i Danmark. Det er helt sikkert hos de små vinbønder, man skal finde det sjove.
Disse 3 x Baden chardonnay blev smagt fra flere forskellige typer af glas, over tre dage. Aldrig blindt, altid sjovt, bare hyggewine i glasset.
2019 Frey Eichberg Chardonnay Breisgau Baden
Frey vineriet ligger i Breisgau, som er i den sydlige del af Baden. Det er et familievineri, som ejer 15 hektar med vinmarker. Rigtig god og varm beliggenhed, med Eichberg marken som den bedste. Stor fokus på burgundervarianter i vinmarken.
Denne vin er fremstillet af håndplukkede druer, høstet ved 40 hl/ha, som sorteres først i vinmarken og igen ved ankomsten til vineriet. Der presses hele klaser og vinen lagres i 8 måneder på fad.
For mig starter denne ud med god intensitet, men også tegn på meget moden chardonnay. Der er noter af tropisk frugt i både næse og mund. Der ligger dog en intens syre som holder en god balance og udtrykket mineralitet kan slet ikke glemmes her. Det er nærmest som at slikke på våd kalk. Fadet er ret markant, uden at stjæle frugtens plads. Masser af fed eftersmag. Det er en flot vin, hvor det tropiske element fortæller om et varmt dyrkningsklima. Heldigvis har den kalken og syren til at holde sig oppe. Flot vin. 89 point
2020 Seeger, Lange Wingert “S” Chardonnay, Grosse Lage, Badischer Bergstrasse, Baden
Fra det nordligste område i Baden, Badischer Bergstasse kommer denne chardonnay. Seeger er 13. generation der arbejder videre og som helt klart tænker i burgundiske baner. Jeg husker positivt deres spätburgunder på klon 777 fra tidligere.
Druerne her håndplukkes og gæres på demi-mud, som er 600-liters fade. “S” i navnet betyder at dette er en selektering af de bedste druer, til denne vin.
En stor vin, med meget oversøisk karakter, var min første tanke. Den modne frugt, smørnoter, blomster og vanilje vælter op af glasset. Får mig nærmest til at tænke på stor chardonnay fra Napa Valley. Den arbejder sig godt rundt og er en vin med stor fylde, men helt klart domineret af fed tropisk frugt og tyngde i alle aspekter. Det er en stor vin, med brede skuldre. Mindre bid end jeg havde forestillet mig og måske ikke lige min personlige stil, men søger du fedme og tyngde så får du det her. Kunne være sjovt at se i hvilken retning denne går, med alder i flasken. 89+ point.
2019 Karl H. Johner “SJ” Chardonnay, Kaiserstuhl, Baden
Kaiserstuhl er det mest berømte område i Baden, og her hvor der er mest varmt. Johner ejer godt 15 hektar og har nogle af de ældste chardonnay beplantinger fra 1990.
Druerne til denne vin kommer fra toppen af hans bedste marker; Bischoffinger Steinbuck og Engelberg. Begge marker klassificeret som GG i VDP, som Johner dog ikke er medlem af. Druerne er lagret i halvt nye og halvt brugte fade på 400-500 liter.
Helt anderledes med en nærmest tilbageholdende stil. Reduktiv eller bare lukket tænkte jeg først, men selv efter et par dage holdt den lidt igen. Det klædte den rigtig godt, gav noget mystik omkring sig, hvor man brugte tid på at finde nuancer i dybet. Meget klassisk chardonnay, hvor de hvide blomster, æbler og modne ærer bevæger sig rundt i det velkendte mønster. Medium fylde og en bitter grøn kant, som blev hængende, selv efter et par dage. En vin med kompleksitet, dybde og friskhed. Klart en fornøjelse. 92 point
Samlet tanke om Baden Chardonnay
På baggrund af disse tre vine, så må jeg konkludere at Baden er et distrikt med masser af sol, som giver sig til udtryk i druerne. Disse tre producenter var gode til at arbejde med deres druer og har leveret super flotte vine. Det lidt modne udtryk adskiller dem klart fra Bourgogne, men syre og mineralitet holder dem væk fra de fleste oversøiske eksemplarer. Flotte vine, som stærkt kan anbefales.