Alt hænger uløseligt sammen når man besøger Marcel Deiss i Alsace. Tanken om at jorden giver liv til vinen og at vi giver liv tilbage til jorden. Vi skal alle finde vores, næsten religiøse, plads i det store hele her på jorden. De gode tanker fik vi hilst på ved et herligt besøg hos Domaine Marcel Deiss i sommeren 2022. Tak til Østjysk Vinforsyning for at hjælpe med at arrangere.
Vinene som Marcel Deiss fremstiller prøver ikke at være de mest slanke i Alsace, ej heller de mest enkle. Det er vine med fuld tryk på pedalen, hvor der er proppet optimalt med smag ned i hver enkel flaske! 14 procent alkohol er normen, mere end undtagelsen, på denne adresse. Der er intensitet nok i frugten, til at det aldrig bliver et problem. Det er store vine og vine som får en til at tænke. Helt klart vine med en profil der skriger på lidt tålmodighed og en lang tur i kælderen.
Fokus på terroir, ikke drue
Gennem mere end 40 år har fokus hos Marcvel Deiss været på den enkelte mark, mere end på den enkelte drue. Atypisk for Alsace, men det ender med at give mening, når vinene får lov til at tale. Hos Deiss er druerne plantet sammen i markerne og høstes når alle druer er modne. Det gør naturligvis at de hurtigere modnende druer får en tendens til at være overmodne, tænker jeg. Blev dog korigeret da jeg spurgte ind til dette. “Det betyder at alle druer er optimalt modne.” Se, sådan kan man også tolke på sin virkelighed. I den sidste ende finder jeg dog, som vanligt, lidt noter der tyder på meget modne druer i mange af vinene. Det er egentlig ikke negativt ment, blot en konstatering.
Samplantning er nøgleordet, da Deiss mener at dette er den originale måde at skabe den største diversitet i vinene. Det er måden man gjode det på, inden man ødelagde tingene med klondyrkning og nedbrydelse af biodiversitet. I visse marker er der i dag plantet alle 13 druesorter kendt og tilladt i Alsace. Visse andre steder er Deiss begyndt at arbejde med 47 gamle druesorter, fundet i Shoenenbourg marken. Disse druer vil alle være med til at skabe mere kompleksitet og et mere originalt udtryk i vinene.
I virkeligheden så gør det at Deiss har så komplekse marker som lovgivningen tillader det. I de Grand Cru marker hvor det er krævet med mindst 80 % riesling, så siger han at det er sådan.
Biodynamik hos Deiss
Biodynamik er virkelig gennemarbejdet her og ikke blot noget man siger for at ride med på bølge. Man kan roligt sige at Deiss har været med til at skabe den bølge som mange andre rider med på.
“At finde sin plads i det store hele”
Det er hovedpointen med biodynamik og det kan kun lade sig gøre, hvis der ikke er noget der forstyrrer vinen i processen. Alt holdes rent, der arbejdes kun biodynamisk i mark og kælder. Al fermentering foregår med den naturlige gær og intet tilsættes. Da jeg spurgte ind til malolaktisk konvertering, så var svaret noget i retning af “Det sker for de fleste vine, men afhænger af den enkelte vin, sødmen og årgangen.” Det er tydeligt at det er med til at skabe vinen, når det sker eller ej. Ingen af de vine vi smagte manglede naturlig syre til at skabe balance.
Læs mere om Deiss’ indstilling til biodynamik lige her
Til vinene i glasset.
Marcel Deiss tror ikke helt på måden tingene rangeres i Alsace, så han arbejder naturligvis lidt med sin egen inddeling. At man føler sig hensat til Bourgogne er ikke noget tilfælde. Vinene kommer i tre niveauer; Village, Premier Cru & Grand Cru. De to sidste i alle tilfælde fra enkelte marker og i alle tilfælde fra samplantede marker. Der laves også entry-level vine, som vi ikke smagte og talte om. Tusind tak til Deiss for den flotte gennemgang af vinene. Alle point er tildelt ved smagningen på dagen.
2018 Marcel Deiss, “Village” Berckem
Denne vin kommer fra Berchem by og fra alle 13 druesorter blandet sammen.
Et rigtig flot udtryk som talte mere om jord og mineralitet, end den egentlig bød sig til med charmerende frugt. En dejlig nerve i vinen gjorde at den holdt godt ved. Meget levende og udviklede sig fint i glasset. Ingen druer talte højest, men jorden fik lov at tale her. 89 point
2018 Marcel Deiss “1’er cru” Engelgarten
Et blend af primært riesling, med pinot blanc og muscat. Det var rieslingen som dominerede i smagen, på bedste vis. God præcision og masser af frisk lime til at skabe balance og længde. Dog lidt præget af den varme årgang. 90 point
2019 Marcel Deiss, “1’er Cru” Langenberg
Granitholdig jordbund, der skaber mere intensitet i vinen. Riesling, pinot blanc og muscat igen. Knivskarp vin med høj syre og stor præcision i alle elementer. Tydeligt at årgangen er mindre varm og det giver for mig en bedre balance i vinen. 93 point
2017 Marcel Deiss “1er cru” Rotenberg
Jordbund med meget jern. 60% riesling, 40 % pinot gris. Ved sådan en smagning, så vil der altid være en vin der er mindst favorit, i dag var det denne. Den virkede klodset med sødme, der ikke var i balance og en bitter afslutning. 85 point
2017 Marcel Deiss “1er cru” Schoffweg
Knastør og super elegant vin fra primært risling, samt de fire pinot-sorter som Deiss har i denne mark. Herlig åben og tilgængelig vin, uden de store svinkærinder. Båret af pære og fennikel var det en herlig saftig vin med høj syre. Den nåede at udvikle sig en del i glasset. Guf! 93 point
2016 Marcel Deiss “1er cru” Burg
Ja tak, det kan sagtens lade sig gøre at balancere sødmen perfekt her på adressen! 45 gram restsukker på en snor af høj syre, så danser vi alle lidt rundt om bordet. Masser af tropisk frugt i næsen, som strammer fint til i smagen, hvor lidt tørret abrikos slutter godt af. 94 point
2019 Marcel Deiss, “Grand Cru” Schlossberg
Et monster af en vin, der viser noget af det mest intense riesling fra Alsace som jeg nogensinde har prøvet. Virkelig en imponerende vin som jeg må huske at købe lidt flasker af hjemme i Danmark igen. 80 % riesling og resten blandet fra marken. Vinen står stram og alt for ung i glasset med kalket mineralitet og stålspåner der river lidt i munden. Der er urter fra haven, the med parfumerede noter øverst og så holder den der fanget i et stålgreb hele vejen. En stor vin med imponerende længde. 96 point
2018 Marcel Deiss, “Grand Cru” Mambourg
Uha et andet udtryk, men kun naturligt med base i pinot gris, som alt andet lige har mindre syre. Vinen drejer sig om en melonsalat og herlig åben i sit udtryk, knap så stram som den foregående. Stadig et klassisk bittert citronskalsbid og god længde. Muligvis gjorde årgangen også denne lidt mere bred og dvask end en kølig årgang kunne have gjort for den. 94 point
2011 Marcel Deiss “Grand Cru” Altenberg de Bergheim
Så kommer vi helt op på den store klinge, hvor der sker så meget så det er svært at holde styr på alle elementer. Det her er så typisk Deiss og så langt fra elegance som man kan komme. Her er fuld tryk på alt. En vin med fedme, sødme og limeskal. Vinen er sammensat af 13 druer fra denne grand cru mark, som er den eneste med tilladelse til at bruge alle druer, på en grand cru mark. Det er helt klart terroir der taler højt her, hvor limsten og granit giver dybden i vinen. En stor vin, som det var en fornøjelse at få serveret med lidt alder. 80 gram restsukker som var perfekt doseret og balanceret. 94 point
2006 Marcel Deiss, Selection de Grains Nobles, Gewürztraminer
Wow, som afslutning fik vi smag for en af de søde topvine fra Deiss. Nogen må have stillet de rigtige spørgsmål undervejs i denne smagning. 200 gram restsukker gav en vin med stor viskositet i glasset, men også en utrolig åben duft og smag. Der var noter af figen, rugbrød, tørrede blomster og sultane rosiner. Det udviklede sig med karamel og tørret abrikos. Hvilken stor fornøjelse at slutte med, tak til Deiss for et stort besøg. 97 point
Smilet var stort efter smagningen
Alle vine var som forventet intense, men med et fantastisk liv og spil. Det gjorde at man bare havde lyst til at vende tilbage til glasset, hvilket må være det vigtigste. Point bliver kun et kedeligt tal, men jeg har givet dem alligevel. Det er følelsen af den enkelte vin der er interessant, hvilket jeg kun kan anbefale dig at prøve med disse vine fra Marcel Deiss. Højt niveau, fra laveste til højeste her på adressen.
Find vinene hos din nærmeste Vinoble forretning.