Et vinområde som Ribera del Duero har mange smukke bakker, og historisk set har de mest eftertragtede vinmarker ligger med syd-eksponering. For Cepa21 projektet er indstillingen anderledes, her søger man vinmarker med nord-vendt eksponering. Målet er vinen med friskhed i frugten, mere afdæmpet tannin og generelt mere moderne vine. Det lykkes rigtig godt for dem.
Ved min seneste tur til Ribera del Duero blev vi eksponeret for meget forskellig vin, i mange forskellige retninger. Hos Cepa21 smagte vi vine der gik imod strømmen og som bragte store smil frem på læberne af de fleste deltagere på denne tur.
Vinen fra det 21. århundrede
Vingården er grundlagt af Emilio Moro, der også har andre projekter i området. Cepa21 betyder vinstokke fra det 21. århundrede og indikerer at dette er den nye stil i Ribera del Duero. Vingården ligger optimalt på den gyldne mil i området, men har blot valgt at tilplante køligere vinmarker, samt at tilpasse produktionen til denne stil. Min opfattelse under besøget var klart at man ønsker den helt rene frugt, ved at høste lige til tiden, ikke for tidligt. Dermed bevarer man frugten når man får druerne køligt i kælderen. I kælderen arbejdes der med minimal iltning af mosten, igen for at holde fast i frugten. Alle fade på gården er franske, for at understrege ønsket om elegance mere end sødme.
Da vi besøgte vingården nød vi en pragtfuld frokost, hvor vi smagte vinene først uden mad, derefter med mad. Hvis du er i området, så kan denne restaurant virkelig anbefales!
2021 HITO Rosado, Ribera del Duero
Lys og frisk rosé med florale noter og friske små røde bær. En herlig syre og balance, gjorde at denne hurtigt blev populær.
2020 HITO, Ribera del Duero
Juhu en lækker stil der smøg sig op af glasset til mine næsebor her. Frisk rød frugt, der bare danser og lever. Tannin var ikke en tanke, før vinen var væk. Syre og friskhed var forrest på tungen. 90 point og et stort smil!
2019 Cepa21, Ribera del Duero
Vinen der viser hvad gården kan og hvilke tanker de gerne vil have ned i flasken. 12 måneders fadlagring åbnede op for lidt mere tannin, men stadig i en afdæmpet stil, uden at blive knastør. Frugten er friske sorte bær, med en håndfuld jordbær og bundet sammen af lidt frisk røg fra fadet. Syren holder vinen frisk og elegant i afslutningen. Svært ikke at smile her. 92 point
2019 Malabrigo, Ribera del Duero
Wow en imponerende vin. Her vælter flere lag op af glasset. En helt klar og intens note af tranebær kan ikke forlade mig, som bliver fulgt op af sorte noter som er mere mineralske og stenede end direkte frugt. Sød lkrids og alligevel en pirrende friskhed der insisterer på at arbejde. Vinen kommer rullende i flere lag og kompleksiteten er klart med til at give glæde. Stadig holder vinen sig luftig og elegant. 94 point
2016 Horcajo, Ribera del Duero
Vin fra én mark, som for mig lige netop kammer lidt over og bliver for meget af det gode. Der er kommet lidt mere alder på og det har i den grad fremhævet de mere modne tendenser, måske man vil tone det lidt ned i kommende årgange. Noterne er i retning af chokolade og kogte blommer. Masser af lag, men den mangler lidt den friskhed som var så eminent i de andre vine. Det er dog en stor og kompleks vin, med mange flotte lag. Der er balance og hvis du er til tunge basser, så er her vinen. 92 point
Min opfattelse af Cepa21 vinene
For mig var det mest tydelige resultat af hele indsatsen at vinene var langt mere friske, end de fleste i området. Samtidig var der en helt anden styr på tanninerne, som var mere milde og afdæmpede. Samlet set sad med man stadig med den typiske frugt fra området, hvor det primært er sort frugt med lidt rødt, men bare med en mere frisk vin i glasset. Jeg må melde mig under fanerne som stor fan af denne stil.
Læs også mine tanker om de to stilarter i Ribera del Duero