Rueda – et hvidvinsdistrikt i det nordlige Spanien. På baggrund af de netop smagte ti flasker, så er jeg bekræftet i at dette område bør få mere opmærksomhed på det danske marked. Det er vine som passer til lette forretter, eller som en velkomst uden den store komplekse mad. Det er vine der er skabt til selskabelighed og gode stunder. Over en bred kam er dette ikke vine der har kompleksitet som stor hvid Bourgogne, eller tårnhøj syre som en tysk riesling, nej det er vine der bare smager godt!
Rueda – et vindistrikt i Spanien
Rueda ligger på den spanske højslette, nordvest for Madrid. Her i 700 – 800 meters højde over havet, på fattig jord findes et af Spaniens to bedste områder for hvidvin. Den evige kamp med Rias Baixas kan ikke tilsidesættes. Rueda nyder godt af fattig jord, varme somre og en tradition for at arbejde med den lokale Verdejo drue. I de senere år har sauvignon blanc sneget sig ind, hvilket måske ikke er nødvendigt for at bevare sin egen styrke i dette område. Der bruges mindre mængder af andre lokale drusorter. Derudover produceres en mindre mængde rødvin, der nu også må hedde Rueda. I alt er der beplantet godt 16.000 hektar med vinstokke omkring den lille by.
Det er de store producenter fra Rioja og Ribera del Duero der har trukket opmærksomhed til området, med know how og store investeringer. I kølvandet er der fulgt flere mindre lokale producenter, som også gør det rigtig flot. Producenterne fra de to “rødvinsområder” har brugt Rueda til at have en hvidvin i sortimentet. I de senere år har begge området fået godkendt DO til deres egne hvidvine, så det bliver interessant at se hvad der sker på længere sigt med deres investeringer i Rueda.
Jeg havde fået tilsendt ti flasker til smagning, som jeg her har skrevet mine noter til.
2001 Flor Innata, Verdejo, Rueda
Simpel men ren duft af grønne æbler og salvie. Frisk stil i munden, med lidt spritz til at give ekstra friskhed. Grønne noter, grænsende til en jagt på umoden frugt. Ender lidt bittert, men frisk. En fin vin, uden de store kanter. 86 point
2021 Valdecuavas, Verdejo, Rueda
Hø-farve med en lidt tilbagetrukken duft, der ikke springer frem. Noter af hengemte citroner og lidt brødnoter. Smagen har lidt mere fylde, dejlig afrundet og behagelig. Behagelig på grænsen til kedelig, hvor der ikke sker så meget. Nem at drikke og vil ikke forstyrre din konversation med vennerne. 86 point
2021 Castelo de Medina, Verdejo, Rueda
Lidt krydret duft med noter af hvid peber, fennikel og asparges. Smagen er mild med en fin moden frugt. Der er noter af melon, mandarin og blomster. En vin med en vis dybde der kalder på mad for at vise alle nuancer. Lidt bitterhed, som giver noget kant og en interessant vin at nyde. 89 point
2021 Bodegas Verdeal, Verdejo, Rueda
Her er en pudsig vin, der lige skal have lidt luft for at åbne op. Det er en vin med en bitter kant, som gemmer på en fin dybde bagved. Appelsinskal, citrusfrugt og frisk pære. En lille kant af hvidskimmelost og pænt bid i afslutningen. 88 point
2021 Castillo de la Mota, Verdejo, Rueda
Duft med mindelser om sommer og vinkælder. Noter af brød, fra lagring med bundfald, er ganske moderne. Læg dertil druens fine citrusnoter og lidt blomster på toppen, så har du denne vin beskrevet fint. Både melon og pære står pænt modne og tiltrækkende. 89 point
2021 Marques de Caceres, Verdejo, Rueda
“Vedimia Nocturna” Night harvest. Pudsigt udtryk på etiketten som må indikere at druerne er høstet kolde, for at starte fermenteringen koldt og dermed beholde flest mulige af druens naturlige aromaer. Gullig farve med en herlig åben duftpalet. Verdejo bliver aldrig en fuldaromatisk drue, men har både citrus og pære kørende i denne version. Frugtdrevet i smagen, med en lidt spids syre. Noter går i samme retning som næsen, dog med lidt citronskal. Godt bid i denne. 90 point
I Rueda er flere druer tilladt. De første vine var på den lokale Verdejo, de sidste er på den mere internationalt kendte sauvignon blanc. Personligt, så synes jeg det er sjovere med lokale druer. Sau Blanc kan vi få alle steder fra, men når man så laver den, så bør man også gå efter en let genkendelig stil for den internationale forbruger. Tre af disse fire manglede i overraskende grad druekarakter, hvilket ikke taler til deres fordel i et i forvejen hårdt presset marked.
2021 VinosSanz, Sanz, Sauvignon, Rueda
Syltede citroner og kunstige bolcher i næsen. Lidt flad i smagen, uden den store syre til at live op. Meget lidt druekarakter. 83 point
2021 ORO de Castilla, Sauvignon, Rueda
En næse med noter af dåseananas og mango. De tropiske noter går igen i smagen, som holder en fin balance. Mild og aromatisk, med lidt friskhed til sidst i billedet. Fint glas til en gang saltmandler. 87 point
2021 Marques de Caceres, Excellens, Sauvignon Blanc, Rueda
Aromatisk, hvor der ligger røgede noter ovenpå den klassiske grapefrugt fra druen. Åben og ligetil i smagen. Noter af græs, grapefrugt, hvide blomster og en god balanceret syre. En fin frisk hvidvin, med minimalt udtryk af druen. 88 point
2021 Diez Siglos, Cien Xien, Sauvignon, Rueda
Ja tak, her er man ikke i tvivl om druens karakter, på godt og ondt. Den vælter op af glasset, lige som mange godt kan lide det. Hyldeblomst, bolcer m.m. Smagen bekræfter næsen 100 % og holder godt fast med høj syre og elegance. Objektivt set skal denne have 89 point
Tusind tak til Rueda DO for tilsendte flasker. Hvis du vil læse mere om Rueda, så har de en fremragende hjemmeside.