Denne sommer startede med et besøg hos Dr. Hermann, som bor i Erden ved Mosel floden. En vinproducent jeg har beundret på afstand gennem en del år, ved at købe vinene hos den danske importør Atomwine. Jeg synes det er vine med stor præcision, over middel syre og en utrolig elegance. Det er især i mine favoritkategorier jeg har smagt, og drukket, bredt i sortimentet. Kabinett og spätlese med en anelse sødme til at balancere den høje syre giver vine i en unik balance. Det er vine, som man slet ikke kan lade være med at drikke når først proppen er hevet op. Nu var der endelig mulighed for at besøge Dr. Hermann, da vores sommerrundtur startede i Mosel.
Ürziger Würzgarten, Erdener Prälat og Erdener Treppchen
Christian Hermann tog imod
Christian Hermann bød velkommen med tør riesling, inden vi gik til de søde 🙂
Vi var klar fra morgenstunden til et besøg, med indlagt smagning, hos Dr. Hermann i Erden, ved moselflodens bred. Der bygges i øjeblikket på livet løs, men vi sad smukt i det nye smagelokale, med udsigt til Ürziger W¨rztgarten, Erdener Prälat og Erdener Treppchen. Her har Dr. Hermann nogle af sine mest berømte parceller, med unikke parceller med op mere end 125 år gamle vinstokke.
Hvis du vil læse mere om Dr. Hermann og se hvilke vine som Atomwine har til salg, så findes det her. Tom hos Atomwine er rigtig god til også at købe lidt ældre årgange hjem fra Dr. Hermann og en nylig indkøbt flaske 2008 Spätlese viser hvorfor det er en fremragende idé at købe disse vine med alder.
Christian Hermann tog meget veloplagt imod os, med et batteri af friske vine fra 2022 årgangen, der er en gave til os der elsker kabinett. Det var et studie i forskelligheder på marken, der bringer kompleksitet frem i vinene. Hver mark, hver parcel, talte sit eget sprog. Her er et par af mine absolutte højdepunkter, hvor jeg helt sikkert har glemt et par stykker. Skuffelser, dem var der ingen af!
2022 Piesporter Goldtröpchen, Kabinett
Smæk på de søde gule bolcher og en syngende lussing af en syre til at rense gummerne. Intens og lang i smagen, der bare danser over tungen. Gåsehudsfrembringende og virkelig en øjenåbner for mig. Det er en lille parcel som Hermann har fået adgang til på Goldtröpchen marken og det er imponerende godt, det han får ud af det!
2022 Ürziger Würzgarten, Kabinett, Alte Reben
Av for pokker for en intensitet der stikker i næsen her. Hvide blomster, krydderurter og røde æbler. Sprød og med en super balance. En vin der i modsætning til “ikke Alte Reben” er mere tæt og større dybde. Sikker på at dette bliver vildt om fem til ti år, for dem der har tålmodighed til at vente. Druerne kommer fra en parcel med mere end 80 år gamle stokke.
2022 Ürziger Würzgarten in der Krenklei, Spätlese, Alte Reben
De helt gamle stokke, på den parcel af ûrziger Würzgarten der støder op med Erdener Prälat og har mere end 125 år gamle stokke. Ja, vi er oppe i sødmeniveau, men syren og intensiteten i frugten skaber en vin med større krop og mere tyngde. Utrolig længde, hvor alting balancerer frem til en tør fornemmelse på paletten. Wow det er lækkert!
2022 Erdener Prälat, Spätlese, Alte Reben
Uhørt lækker saft, som måske aldrig laves igen. Køb mens det er muligt. Denne øvre parcel med tussegamle vinstokke på Prälat marken bruges normalt til auslese, eller højere prädikater. I 2022 blev det til en spätlese som vi kommer til at tale om i årtier herfra. En stor vin, hvor det er balance der allerede her i sin ungdom er nøgleordet! Tyngde lige når den rammer munden, som så bæres op i ganen med saftighed og intensitet. Måden stenene, og mineraliteten, kombineres med den helt rene typiske frugt fra Dr. Hermann er helt utrolig her.
2022 Erdener Prälat, Beerenauslese, Alte Reben
En lille parcel, der blev ramt perfekt af botrytis og gav absurd små mængder. Vi var glade for at smage lidt af de få dråber produceret. Det er rent flydende guld med sukker i balance, men hvor frugten bare bliver hængende som i de bedste eksempler af sød vin, som jeg har smagt.
De andre vine vi smagte
Hold dig endelig ikke tilbage for de vine som jeg ikke har lagt en note på. Der er intet her på adressen der skuffede mig, heller ikke i 2022 årgangen.
2020 Pinot Noir, Kinheimer Rosenberg – R –
Ja, nu producerer Dr. Hermann også rødvin, men ikke i store mængder. Der er en almindelig, som er super frisk og saftig. Der er også denne fra hans bedste parcel, som fremstilles efter alle kunstens regler med brugte fade fra Bourgogne og kommer ud i lækker intens balance. For mig er Mosel virkelig interessant med Pinot Noir, når det er i de rette hænder.
Tusind tak for besøget Dr. Hermann
Tak til Christian Hermann for et virkelig interessant besøg, hvor vi blev klogere på de enkelte marker og parceller. Jeg blev bekræftet i at de bedste vine i verden, de fremstilles af dejlige mennesker, der nyder at dele ud af deres viden og passion. Tak Christian, vi kommer med glæde tilbage.