Dom Perignon har det med at slå tonen an på den helt rigtige måde lørdag aften. Det er en vin der alene ved sin tilstedeværelse sætter forventninger højt hos alle gæster. Forventninger både til Dom Perignon, men også alle de følgende vine. For nogle vine blev det forløst, for andre var det en våd klud i fjæset…
Ingen noter taget på aftenen, så her kommer løse noter skrevet et par dage senere.
2006 Dom Perignon, Champagne
En stor vin, der er begyndt at smide overfrakken. De første tertiære lag ruller sig fint ud og jo mere tid den fik i glasset jo større og mere kompleks blev den. Og så var flasken pludselig tom… En vin på højt niveau der er begyndt at vise sig frem.
2020 Domaine Rimauresq, Grand Cru Classé, Provence
Hvidvin fremstillet på rolle, her i topcuvéen fra denne super producent. Frygten var for meget fad, men det viste den hverken ved dekantering før frokost, eller da den kom i glasset om aftenen. Intens med nærmest olieret tekstur og en herlig vibrerende følelse i munden. Arbejder sig rundt med stenfrugter, mineralitet og en kølig afslutning.
Super lækker vin, der passede perfekt til min rimmede torskeservering, hvis jeg selv skal sige det 😉
2014 Domaine Ramonet, Abbaye de Morgeot, Premier Cru, Chassagne-Montrachet
Lang historie kort: premox. Pisse ærgerligt og det gør sku lidt ondt. Tror jeg må til at få hentet mine hvide Bourgogner og drikke dem, hellere end at gemme dem. øv
2020 Hartenberg, The Eleanor, Stellenbosch
Smagt kort og den blev serveret pop and pour. Den virkede stram og lukket, men med stor dybde. Tænker at den havde fortjent mere opmærksomhed end jeg gav den. Var nok stadig lidt sur over min medbragte Ramonet…
2017 Orma, Toscana
Denne blev serveret blindt, sammen med næste vin. En stor og fyldig vin med meget poleret og varm stil. Masser af sort frugt, men mangler noget friskhed fra strukturen. Ikke den største oplevelse og endnu engang kan jeg ikke se storheden i vinene fra dette hus.
2013 Montepoloso, Gabro, Toscana
Serveret blindt sammen med Orma. Stor vin fra første snif. herlig sort cabernet frugt og friskkværnet peber og skiffer. Arbejder sig hårdt rundt i glasset, men er samtidig en vin med friskhed og saftighed. Drik mig skriger den, så det gjorde vi. Den havde været dekanteret i en del timer og det klædte den rigtig godt formoder jeg. Virkelig flot balance, hvor den sorte frugt var pakket hårdt ind, men alligevel kastede perler fra sig. En stor fornøjelse, som jeg ikke har smagt før!
1997 Château La Tour Blanche, 1er Cru, Sauternes
Ja tak det var en lækker lille flaske fra min samling. Jeg købte denne flaske ved frigivelse, da jeg arbejdede hos Philipson Wine, sammen med Anika der var vært denne aften. Mange år siden og mange gode middage siden 😉
Gammel Sauternes er nok ikke for alle, at bedømme efter selkabets reaktion. En duft af regnvåd mahogni kommode, våde blade, tørret abrikos og kandiseret appelsin bragte mig i himlen. Tung og intens, hvor en del af sødmen var spist. Syren hænger lidt, men alligevel en stor fornøjelse for mig.
2011 Fritz Haag, Riesling Auslese, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Mosel
Smæk på alle aspekter her og så meget for ung. En stor stor vin med alt hvad jeg kan drømme om i en sød vin. Tårnhøj syre, sprød frugt med modne citroner og friskrevet parmesan. En vin der bare springer rundt lige nu og er begyndt at vise de første dybe noter af tørret frugt. Der er mere i vente til dem der venter 20 år med næste flaske. Håber at jeg har tålmodigheden, for denne smagte bare pivlækkert nu.
2020 Le Riche, Cabernet Sauvignon Reserve, Stellenbosch
En stor vin med flot flot balance. Sort frisk frugt, kirsebær og blommer. Smagen er styret af en intens struktur med høj syre og tannin, som holder vinen frisk. Frugten er dyb sort med et røget element fra fadet og lidt tung afslutning. En flot vin, der viser alle aspekter af hvad en stor cabernet sauvignon kan. Jeg forstår dog ikke helt hypen med 97 p fra Decanter og 98 fra Robert Parker, jeg ender nok mere omkring 92. Måske jeg ikke gav den tid nok, kunne godt tænke mig at følge denne over et par dage. Da værten er importør, så kan det muligvis lade sig gøre i fremtiden 🙂
2002 Le Riche, Cape Winemakers Guild, Cabernet Sauvignon Auction Reserve, Stellenbosch
Så lukkes der op for dybet og man kommer med på alle tangenter. En alt for stor vin for os, så sent på aftenen. Tak Søren. En af den slags flasker der efterlader mig lidt tør for ord. Det var balance og netop derfor vi elsker stor cabernet, uanset ophav! Det her smagte og føltes bare rigtig godt. Point ville her ligge berettiget på den høje side af 96 fra min side.
Tak for en god aften
Oprindeligt startede jeg denne blog for at gemme mine smagsnoter et sted. Dette er sådan et indlæg, hvor jeg bare skal huske hvilke fantastiske vine vi nød denne aften. Tak til Anika og Søren for at lægge hus til og resten af selskabet for at skabe en fantastisk aften!