Chianti Classico, eller bare vine fremstillet på Sangiovese, kan virkelig være svære at bedømme potentialet på. Når vi underviser WSET level 3, så taler vi om hvorvidt en vin kan ligge nogle år og blive bedre, eller om den skal drikkes nu. Af alle kategorier, så synes jeg ærlig talt at sangiovese-baserede vine, på højt niveau, er de sværeste at blive helt kloge på. Forleden var jeg inviteret til en smagning af Chianti Classico fra Castello Monsanto, det kan måske være med til at klargøre dette.
Castello Monsanto
Castello Monsanto importeres af Bichel Vine, der havde inviteret til vertikalsmagning og frokost på Søllerød Kro. Tak til Bichel og Laura Bianchi for invitationen.
Castello Monsanto er en klassisk producent, og især deres Il Poggio har stort potentiale. Se evt. tidligere smagning hvor jeg har beskrevet ejendommen nærmere. Vi har også tidlige haft en vertikal smagning af denne vin, samt Fontodi Vigna del Sorbo, det kan du læse om her.
Svaret som vi måske søger er: Hvornår synes vi hver især at vinen har udviklet sig til det optimale stadie?
Her vil jeg fokusere på vinens udviklingsstadie og måske give dig en indikation af hvornår du foretrækker din Chianti Classico. Dette er en yderst klassisk vin og alle flasker har været opbevaret perfekt på slottet, frem til smagningen.
Castolle Monsanto, Il Poggio, Chianti Classico 2019 – 1969
2019 en vin der bider fra sig. Her er fuld fokus på pivfrisk rød frugt, høj syre der giver mundvand i lange baner og en rivende tannin. Den kan sagtens nydes nu, men det kræver at du kan live at blive udfordret. For mig er denne saftig og i så flot balance så jeg ville elske at drikke den nu, men kan også se potentialet.
2013 så er toppen allerede taget af strukturen. Tannin og syre er mere afrundet og integreret i vinen. Umiddelbar nem balance, stadig med fokus på den primære frugt. De første tgn på alder i farven og duften bød på en del tertiære noter med læder og tørret frugt. For mig lidt imellem to stadier og ikke helt optimal.
2004 så er der lukket lidt ned i næsen, der kræver noget tid for at lukke op. En del mere tertiær med tobak og tørrede urter. Frugten virker ret moden og der er et touch af balsamico for mig. Virker forvirret lige nu, hvilket overrasker mig da jeg ofte er glad for ca. 20 år på disse vine.
1995 ret udviklet og med en del fadpræg især i munden. Den er tør og den lidt sødlige frugt taber alligevel til det tørre træ. En årgang hvor Laura erkender at de legede med små fade, hvilket ikke var smart på den lange bane.
1982 stor og nærmest naturstridig vin. Her er frugten nærmest primær og åbnet helt op igen. På ingen måder træt, blot i live på alle parametre. Ja, der er tertiære noter men det hele virker alligevel frisk. Jeg er helt blæst bagover og har denne som dagens bedste vin, som flere andre omkring bordet.
1969 indsmigrende og en lille charmetrold. Ikke stor og bred som 1982, men mere elegant. Afbalanceret og prøver ikke at byde ind med noget der ikke er bund i. En luftig og elegant vin, som har en imponerende afslutning med fokus på frugten. Al struktur er her afrundet og silkeblødt.
Er vi så enige?
Nej, det forventer jeg ikke. Jeg tror ikke engang at jeg kunne blive enige med familien rundt om bordet derhjemme. Fruen ville stå af på et langt tidligere tidspunkt end jer kan forstå. Næsten sikker på at hun allerede fra 2004 ville begynde at råbe “tør kælder” og andre unoder i hovedet på mig. For mig er der et hul hvor der virker til at disse vine bliver uharmoniske og ikke rigtig leger med. Man kan fristes til at tro at de er blevet trætte og er på vej ned. Hvis vi så skal bedømme på de gamle til denne smagning, så viser det sig at vinene kommer flyvende tilbage med masser af charme og frugt.
Endnu engang kan jeg nok konstatere at jeg elsker forskellighed i vin. Jeg nyder når det bliver gammelt, men kan også se glæden når det er ungt og strutter som i 2019 versionen denne dag.
Vi fik også smagt tre årgange af den fremragende Sangioveto Grosso, hvor 2012 klart var min favorit. Til frokosten smagte vi de seneste årgange fra Castello Monsanto, værd at fremhæve er:
2022 Castello Monsanto, Chianti Classico
Kald den bare den normale udgave, italienerne har det lidt federe udtryk “Annata” der blot betyder årgang. Det klinger bare fedt. Smagen, det er bare ren saft med fuld tryk på alle knapper. En kombination hvor saftig rød frugt holdes helt i skak af høj syre og tannin. Det her er typen af vin der definerer hvorfor italiensk mad og vin passer så ufattelig godt sammen. Når man får mad til denne, så opblødes tanninerne og frugten kanoners ud i hele mundhulen. Det er dælme godt, som de siger ovre i Jylland. Det her er vinen som vi alle burde have stående på køl, til når vi er i tvivl om hvad vi skal åbne.