Bordeaux 2022 smagning

Dagens program var smagning af vine fra Bordeaux 2022. En årgang der har fået masser af, velfortjent, omtale og hvor L’Esprit du Vin, med Jørgen Krüff som maestro tog imod på Axelborg. Et imponerende program, med mange slotsejere til at skænke ud af deres vine. Om aftenen var der middag, hvor der blev serveret magnumflasker fra de enkelte slotte. Man burde nok have indløst en billet til den middag. Rygtet vil vide, at der ikke mangler noget, når Krüff inviterer til middag.

Min fokus her var at smage et udvalg af vine fra 2022 årgangen i Bordeaux. Jeg havde ingen blok til rådighed, så alt blev smagt og arkiveret i baghovedet. Det er også en interessant måde at gå til sådan en smagning. Det giver et overblik over årgangen, og til sidst er der nogle enkelte slotte der stikker ud fra mængden. De slotte tager vi til sidst, lige inden vi ser på et par flasker fra 1092 smagebaren, der også var der.

Bordeaux 2022 som årgang

En lang historie kort: Det var en fremragende årgang for producenterne. Det var tørt og varmt, måske lidt for meget, men samlet set uden de helt store udfordringer under vækstperioden. Resultatet var vine med høj koncentration, masser af farve og høj alkohol.

Dagens smagning, samlet set

Det var min vurdering at vinene generelt var meget åbne og nemme at have med at gøre. Super bløde tanniner, nærmest helt oversøisk modne i stilen flere steder. Alkoholen var høj, mange steder tæt på 15 %, men flot pakket ind i masser af mørk moden frugt. Min største frygt er altid kogte noter, men det var der intet af. Det var rene vine, men styr på elementerne, hos de fleste. Enkelte steder var det gået lidt galt, så var resultatet tørre tanniner, hul midt-palette og alkohol der ikke var integreret.

Højre bred var så nemt at gå til, så jeg nærmest løb igennem alle vinene. Måtte gå tilbage, for at være sikker på at jeg ikke havde overset noget. Det viste sig at en stjerne var misset, på første runde. Den fangede jeg heldigvis anden gang. Visse af disse vine var som at kysse med Californien. Brede skuldre, fløjlsbløde tanniner, +15% alkohol, dyb farve, stor charme, lille modstand. De bedste har helt sikkert potentiale, men smager faktisk ganske glimrende allerede i dag.

Venstre bred, var klart mere udfordrende. Tanninerne stod mere skarpt, frugten var køligere, nærmest med et urtet/mintet præg hos nogle. Flot friskhed i de fleste vine, de bedste var helt oppe og ringe for mig. Det var med lidt mere klassisk indstilling disse vine kom ud af starthullerne. Sikker på at Krüff har udvalgt de bedste, hvilket holdt gennemsnittet højt denne dag.

Jeg smagte ca. 50 vine på dagen, hvoraf de fleste fortjener at blive nævnt, men her er mine personlige højdepunkter i forskellige kategorier.

Bedste vin:

2022 Château Lafite-Rothschild, 1er Grand Cru Classé, Pauillac

Egentlig udenfor konkurrence, da Château Lafite-Rothschild var den eneste 1er Cru på smagning af 2022 årgangen. Den stod med en finesse, intensitet og dybde som de andre vine blot ikke besad på dagen. Både Carruades og Duhart-Milon, der var på samme bord, viste også gode takter. Især Carruades strålede flot.

Runner up, venstre bred

2022 Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande, Grand Cru Classé, Pauillac

I stærk kamp med Baronen, stod Comtessen lige over for mig. Det var dybde igen, med integreret tannin, lang ren eftersmag og en utrolig balance. Så elegant, og alligevel så insisterende på at fange mig.

Runner up, højre bred

2022 Château La Conseillante, Pomerol

Virkelig flot sæt fra Conseillante, hvor både 2. og 1. vinen gjorde stort indtryk. Mørk frugt, søde runde blommer, chokolade og en eftersmag der kom rullende i bølger med mange indtryk. Fadet flot integreret selv i denne alder.

Bedste comback

2022 Château Figeac, 1er Grand Cru Classé (A); Saint-Emilion

Første vin jeg smagte ved ankomsten, og skuffet blev jeg. Jeg vendte tilbage senere og blev totalt overbevist. Må nok indrømme at mine smagsløg ikke var helt klar ved ankomsten om morgenen. Jeg har altid været stor fan af Figeac, og det er lækkert at smage at stilen stadig er der. Lidt rustik med urter og kant, ikke bare blød merlot, men tydeligt præg af cabernet. Flot vin.

Bedste præsentation

2022 Domaine de Chevalier, Grand Cru Classé, Pessac-Leognan

Monsieur Oliver Bernard er altid en fornøjelse og han var i topform. Domaine de Chevalier leverer fantastiske vine, især de hvide er drømmeagtigt gode. Den måde Olivier præsenterer sine vine på, fortæller sine historier og tager hånd om alle ved bordet. Det er service på et meget højt plan, som jeg hørte blev værdsat af mange andre end mig. Vinene er hele vejen igennem så charmerende som manden.

De gode køb og overraskelser

Jeg kiggede ærlig talt ikke priser, men hvis vi skal se på de vine der kom uden “Grand Cru Classé” på etiketten, så er der her mine bedste bud fra Bordeaux 2022 smagningen.

2022 Château Rocheyron, Saint-Emilion Grand Cru

Peter Sisseck var der selv til at vise vinene frem. Både Fleur og 1. vinen viste sig fra deres bedste side. Intense, med god koncentration, samtidig med en fin friskhed. Det er super flotte vine, som er prissat fornuftigt. Lad os endelig ikke glemme at dette er vine som smager godt nu, men som også har et potentiale.

2022 Château d’Aiguilhe, Cotes de Castillon

Comtes de Neipperg ejer også det mere berømte Canon La Gaffeliere. Jeg har flere gange haft mulighed for at smage disse sammen og er bare rigtig glad for d’Aiguilhe. Flot balance, hvor den fede modne frugt balanceres af en grøn kant, på den gode måde.

2001 Château Cru Peyraguey, Sauternes

Sauternes er bare lækkert at slutte med, efter alle de ranke røde. Der var et flot udvalg, hvor Suduiraut også bør nævnes. Denne 2001 var dog fantastisk. Lige netop der hvor vinen viser lidt alder, men stadig har sin friskhed i behold.

1982 Bordeaux

Vi sluttede af med en tur i 1982 baren, hvor der var et flot udvalg, til yders rimelige priser. Jeg fik smagt fire vine, som alle var i god stand. Min absolutte favorit var:

1982 Château Margaux, 1er Grand Cru Classé, Margaux

Her er alt, ganske enkelt. Margaux 1982 leverer 100 % op af glasset, uden at banke dig omkuld. Der er en smuk kombination af både frisk rød/sort frugt, samt tydelige noter fra lagringen. Ristede valnødder, tobak og læder. Tæt i smagen, hvor der ingen huller efterlades. Hele mundhulen fyldes, kroppen fyldes ud, stille og roligt bliver vinen indtaget med hele kroppen. Det er 100 point, det er så godt!

Tak til Krüff og hold

Tak til Krüff og resten af holdet hos L’Esprit du Vin for at afholde en flot Bordeaux 2022 smagning. Der er mange vine der også burde være nævnt, men dette var alligevel mine stjerner på dagen.