..oh CRAP!

Hvor er det alt for lang tid siden jeg har fået krabbekløer! Det blev der heldigvis rodet bod på i lørdags. Med i pakken, inden en hulens masse kløer, var resten af programmet for det første, men forhåbentlig ikke det sidste; Madbloggersymposium.

En lang dag i hyggeligt selskab på Christianshavn. Vi lagde ører til en mængde ”kloge” mennesker og deres etablerede meninger om hvordan vi skal skrive vores BLOG. Hvad fik jeg ud af det? Skriv en bedre overskrift, bliv lidt mere enkel i min vinkling af mine indlæg. Det går galt allerede i dette indlæg, hvor du kan læse kort om skaldyr, kaffe, vin, chokolade m.m.


Højdepunkterne kan listes uden problemer, men mine krabbekløer vil stå tilbage på min nethinde og smagspalet i lang tid. Vinen til var aftenens bedste:

2009 Domaine de la Louvetrie, Muscadet Sevre et Maine, Sur Lie, Le Fief du Breil – herlig sprød og med en god elegance. Det her er ikke raketvidenskab, blot en herlig lille vin der passer perfekt til så skrøbelige skaldyr. Absolut aftenens bedste vin, i min bog.

Ellers bød dagen på meget interessante smagsindtryk fra Coffee Collective. 2 gode bønner, brygget til os og det gav et godt afbræk i eftermiddagens indtryk.

Lige inden frokost bød Mikkel Friis-Holm på gode chokolader. 3 nyheder i årets kollektion! Alle samme kakaoindhold, men på 3 forskellige bønner.

At postulere at kaffe, kakao og vin, er lige kompliceret, er ikke helt galt i byen.

En dejlig dag og tak til alle for godt selskab.…

Read More »

Danmarks Bedste Vin til MadBloggerSymposium!

Er til Madbloggersymposium hele dagen og nyder at møde mange ligesindede bloggere. Vi lægger ører til indlæg om alt fra vin til chokolade til kaffe. Vi har bl.a. haft besøg af Anders Selmer, vinmager på Danmarks bedste vin! Naturligvis må mit indlæg handle om denne vin.

Anders Selmer er vinmager på vingården på Lilleø. Han gav os en god introduktion til hans 2 marker med de yderst charmerende navne; Mark 1 og Mark 2, plantet i hhv. 2005 og 2008. Jeg kan allerede nu forestille mig teksten på etiketten.

2007 Arwen, Lilleø – fremstillet at 95 % Solaris fra Mark 1. Herlig halvtør stil med mango og tørrede abrikoser. Nydelig ren, men dog en anelse endimensionel. Holder, men bliver nok ikke større.

2009 Salomon, Lilleø, Sauvignon Blanc, høstet 29. november 2009. – Tør stram styret frugt med god syre og lidt røg i duften. Finder vej over tungen med en anelse gule frugter, men slutter ellers kort og med pæn balance.

2009 Arwen, Solaris, Riesling, Sylvaner – enkel og meget fokuseret på citrus, iblandet en anelse umoden æble. Er denne vin stadig lukket nede, eller rummer den måske mere end vi lige smager? Iflg. Hr. Selmer er der mere her end man lige aner. Jeg vil glæde mig til den lukker op, lige nu er der ikke meget at komme efter.

2008 Arwen, Solaris, sauvignon blanc, riesling, sylvaner – flot gylden farve med elegant eksotisk sprød frugt. Sejler gennem munden med saltholdig mineralitet og en herlig cremet åbenhed. Lidt sødme i karakteren, med marcipan. Vinen er flot struktureret med god afstemt syre og helt tør. Den har den luftighed der giver mig glæde og lyst til at vende tilbage.

Har Arwen fortjent titlen som Danmarks Bedste Vin? Ja, det synes jeg! Har du en anden mening, eller kender du en bedre vin fra Danmark, som jeg ikke har smagt? Lad mig høre fra dig.…

Read More »

Finally an answer from WSET!

Så lykkedes det, svar på mine 2 seneste eksamener. Jeg var til eksamen i juni og endelig nu er der kommer svar på mine hårde prøvelser! Læs mere om min eksamen her

I dag viste mit virtuelle klasselokale så første tegn på svar: bestået på begge eksamener!

Det skal naturligvis fejres og så er det jo heldigt at jeg fik en kalvecuvette til IRMAs fødselsdag forleden. Den blev marineret i morges, ganske enkelt, med hvidløg, rosmarin, samt salt og peber. Grillen tændt op og gjort klar, så sidder den lige i øjet.

Til forret nupper vi den gamle klassiker med melon og friskskåret proscuitto! Vinene skulle gerne være lidt godt og anderledes end på en almindelig hverdag. Jeg gik under trappen og fandt lidt guf frem fra Skjold Burne sortimentet.

2008 Niepoort, Tiara, Douro – en meget anderledes vin fra Dirk Niepoort. En mark plantet i 600 meters højde med Codega, Rabigato, Donzelinho, Viosinho, cercial og andre druer. Disse stokke er mellem 60 og 100 år gamle. Fermenteringen er foretaget med bundfaldet i 4 måneder og ambitionen er at få en vin med friskhed, intensitet og potentiale til at lagre. 10.200 flasker produceret og kun én er endt i mine hænder. Intens smag med gode gule frugter, men først og fremmest næsten uhørte mængder mineralitet. Her er lidt gæret stil i duften, men det blæser stille og roligt ud af det store glas. Grønne æbler, flint og tørt hø. Utrolig flot vin og nok ikke i sit bedste selskab med melon med skinke. Gemmer resten til i morgen og ser hvad der sker.

2006 Robert Mondavi, Pinot Noir, Carneros – et agentur vi har haft. Men nu hvor ejerne fra Constallation insisterer på at sælge store mængder i discountmarkedet, så ryger det fra hylderne hos vinhandlere og restauranter. Det er et spørgsmål om hvordan vinhusene ønsker at få deres vin distribueret. Dette er min sidste flaske af deres Pinot Noir og den passer fint med kalvecuvetten fra grillen. Helt klart fremstillet i et varmt klima og med brug af en del fad. Søde modne blommer i duften og umiskendelig pinot karakter nede under vanillefadet. Smagen er ok, men domineret af høj alkohol og røget fad med sødme. Det er oversøisk Pinot Noir, ikke af den værste skuffe, men jeg kommer ikke til at savne denne udgave fra Mondavi.…

Read More »

Gider man pille rejer og drikke riesling? JA for pokker…

Gider vi at pille ét kilo friske fjordrejer? Nej, det er simpelthen så kedeligt, men belønningen er det hele værd!! Fantastisk at riste et stykke brød, på med lidt smør, citron og majo. Derefter proppe det med lidt for mange fjordrejer – OUTSTANDING!!! Det bedste var at vi kun var 2 til alle de lækre rejer, så man kunne få op til flere stykke.

Vinen til var vores sidste flaske fra sommerens besøg i Berlin:

2007 Selbach Oster, Zeltinger Sonnenuhr, Spätlese rieling, Mosel – meget ung, men lidt luft i de store Riedel Hermitage glas! En vin der byder på utrolig meget i duften; sprød citrus, nyslået græs, flintet røget mineralitet. Typisk riesling karakter med en spændstighed som Robin Hoods bue. I munden skærer syren gennem den nærmest cremede sødme. Fokuseret stil med god citrus og stenfrugt. Smagen af en blomstershop. Herlig længde og en vin der udvikler nye nuancer lige så længe den står i glasset. Perfekt til rejerne, men også lækker til de næste oste der ventede på bordet:

Tomme de Savoie – som altid harmoni forklædt som en muggen ost. Dette er klart Lucas’ favorit og den nydes i store stykke.

Røget Brie fra Landmejeriet – perfekt afstemt brie. Normalt synes jeg røget ost er sjovere end det er godt, men her passer røgen fint med det lidt bitre og søde element i den cremede ost. Herlig konsistens også.

Les Saloirs le lescun – en komælksost fra Pyrenæerne. Duftede mildt og lignede meget de to andre, men smagte af dårlig ånde og eksem. Føj, den kommer vi nok aldrig igennem…

Efterfølgende lidt Hansen Vanilleis med balsamico og 2 slags port.

Niepoort, 10 years old white – det her er så vildt! At jeg er fan af Niepoorts vine skal ikke skjules, men denne hvide kan noget helt specielt. Tropiske frugter og en svag bitterhed der sammen med den funklende syre giver super balance. En sammenlignede mit ansigtsudtryk med at gå til altergang i kirken. Det her bringer salighed frem i mit ansigt!

Niepoort 20 years tawny – den stod bare der og smilede og så måtte jeg da lige smage den også. Sad lige i skabet som den plejer…

Hvis alle hverdage bare kunne være som denne, så ……

Read More »

Sydafrika byder på et glas vin

En fredag eftermiddag var vi inviteret forbi hos det herlige par der har importfirmaet SA Wineimport. Der står hovedsageligt vine fra Sydafrika på kortet her og det var hvad vi skulle smage lidt af. Invitationen lød på et enkelt eller to glas vin.

2008 Crystallum, Sauvignon Blanc
– herlig frisk stil med masser af fersken og citrus frugt. Dette er et køligt område og resultatet er da også i den sprøde intense og lette ende. Duften bærer præg af friske grønne bær og lidt lime. Smagen intens med god længde og en herlig forfriskende syre. Ingen fad og det er perfekt for mig.


2006 Jean Daneel, Chenin Blanc, Signature – en kending der byder på en bred palet af gule frugter; ananas, melon og lychee. Smagen har en god fedme og herlig tyngde. Der er ikke så meget syre, men alligevel nok til at holde vinen godt oppe og balanceret. Jean Daneel er klart en af de gode producenter af Chenin Blanc og denne top cuvée fra ham er en lækker sag at få i glasset.

Inden vi satte os på cyklerne igen, nuppede vi et glas rødvin.

2008 Moreson, Shiraz – herlig frisk og heldigvis på denne varme dag afkølet. Den lukkede stille og roligt op for godteposen og så kom der lidt peber og fersk bacon. En meget lille produktion de har lavet af Shiraz her hos Moreson. Den lægger sig lidt i stil med Languedoc Syrah, lidt varm uden rigtig at koge helt over. Dejlig fylde og pæn rød frugt.

En ganske god start på weekenden der sidenhen kun bød på motorløb i Københavns gader og cykelløb i Holte.

Read More »

Vinkort på iPad? Endnu ikke set i Danmark…

Vinkortet serveret på en iPad? Hvornår ser vi denne udvikling i Danmark? At sige at restauratører er nogle af de mest stædige og traditionsbundne mennesker i verden, er næppe helt forkert? Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set et vinkort i Danmark der var bygget markant anderledes op, end den gængse standard. Skal dette tages som kritik? Nej, egentlig ikke. Jeg tror nemlig også på at forbrugerne i Danmark er traditionsbundne og foretrækker at få deres vinkort serveret på denne måde.

Vil man ikke ”nøjes” med at være forrest i feltet, men gerne foran feltet, så prøv denne løsning:

Ristorante La Credenza ligger udenfor Torino Italien og har én Michelin stjerne. De har netop lanceret deres vinkort på en iPad. Jeg synes det er en super fed løsning!!

Hvad siger du til det? Lad mig endelig høre når dette ses i Danmark… 🙂…

Read More »

Asparges for sidste gang i denne sæson

Jeg havde en underlig følelse i maven: Jeg manglede at afslutte aspargessæsonen! Problem nummer én lå foran mig hvor jeg kom frem; små kedelig asparges fra Peru. Så dukkede løsningen op på min fjæsbog side en tidlig morgen; Din Baghave annoncerede at de havde fået fat i et lille parti super lækre asparges.

Naboen skulle heldigvis forbi og så var de på min menu! Jeg lavede en sauce mousseline og marinerede nogle rejer i hvidløg og olie.

Perfekt afslutning på en herlig aspargessæson! Vinen til havde jeg fundet om formiddagen hvor vi var forbi hos Hoffmeyer-Lippert Wine:


2006 St. Urbans-Hof, Ockfener Bockstein, Riesling Spätlese, Mosel
– Som en stor flot buket liljer – de hvide. Duften breder sig i næsen med stenfrugter, lidt ikke helt moden malon og så den herlige fornemmelse af sødme som bringer forventningerne i top. Kan man dufte sødme? Nej, men alligevel er der noget i sådan en sødlig riesling som pirrer ens hjerne i de rigtige hjørner! Mineralitet, eller i hvert fald duften af vådt kalk og fliser der er trætte.
Smagen er smukt afstemt, her er frugt og syre der flyver i toppen af spekteret som en tørresnor. Her hænge vi gladelig alle vores forventninger og nyder nuancer af fersken, kandiseret citronskal og lidt krydret muskatnød. Intensiteten er rimelig høj, men giver alligevel vinen lidt tilbagelænet kølighed. Den vil ikke give alt hvad den kan byde på – endnu. Skal man gemme en flaske, eller en håndfuld? Jeg tror godt det kan betale sig. Helt klart en vin der giver sødme, men også syre til at balancere det.

Read More »

Pago – ny klassificering i Spanien.

Denominaciones de Origen de Pago er den øverste klassificering i Spanien. Det er på nuværende tidspunkt kun 10 forskellige Pagoer i Spanien. En Pago er en ejendom der skiller sig markant ud fra mængden, ved et exceptionelt mikroklima og nogle gode vine. Pago betyder ejendom og derfor er det ejendommen der har klassificeringen. Som jeg tolker de oplysninger jeg har kunnet finde, så er dette en klassificering der tildeles ejendomme der falder udenfor de normale områder der er tildelt DO eller DOCa status. Altså er klassificeringen egentlig ikke højere, blot anderledes.

Jeg må desværre indrømme at det er relativt få vine jeg har smagt med denne klassificering, men i går stod der én på mit bord. I øjeblikket synes jeg at Spanien generelt trækker stor opmærksomhed i verdenspressen, det kære advokat fra US har sat Jay M til at uddele de store point og de bruges så med bred pensel til at sælge nogle varer. Fint nok, men for mig at se er en stor del af typiciteten i de spanske vine gået lidt fløjten. Nu ser man ofte de allestedsværende internationale druer plantet og brugt i stor stil. Jeg ville hellere se dem bruge løs af deres mere lokale sager. Nå, men til flasken:

2007 Bodegas Martúe, Pago Campo de la Guarda – flasken var indkøbt hos min gamle læremester; Jørgensen i Vinspecialisten i Hørsholm. En mand der altid har et bredt udvalg på sine hylder, med en lind strøm af nyheder. Det er sjældent at han direkte giver mig en flaske i hånden og siger: ”Den her skal du bare smage”, så da det skete slog jeg til. Jeg kølede flasken og dekanterede en god time i forvejen. Flot sort farve med rød kant. Herlig hørm op af koppen, her er masser af karakter! Modne bær a la brombær og næsten syltede kirsebær. Fadet ligger pænt fremme i den sødlige side. Her fornemmes pænt med solbær og en anelse peber. Ud fra duften havde jeg aldrig gættet denne vin til spansk (heller ikke fra smagen skulle det vise sig…) Virkelig en flot duft, der fik lov at udfolde sig i mit store Riedel glas (Syrah Sommelier – mit favorit glas). Smagen var super flot, tæt styret intens frugt med god kølighed og balance. Igen er masse moden frugt og til sidst bider tanninen igennem og lukker flot af.

En meget moderne vin og nok det vi skal vænne os til at forvente fra Spanien. Vinen fandt jeg bagefter ud af, er fremstillet på Tempranillo 47%, Cabernet Sauvignon 37% Merlot 15% og Syrah 1%. Tempranillo er en fremragende drue, men bliver i den grad løbet over ende rent smagsmæssigt her.

Jeg glæder mig til den sidste ½ flaske i aften.…

Read More »