Fra Cristal 08 til Grange 92
Jeg er startet i mit nye job hos RareWine, der har kontor i Aalborg. Det betyder at jeg skal til at arbejde en del hjemmefra, men også at jeg får fornøjelsen af at være i Aalborg et par dage hver anden uge. På dette første besøg havde vi en super hyggelig aften på vores tagterrasse med udsigt over Aalborg og Limfjorden. Smukt med solnedgang og en dejlig aften hvor jeg fik lært mine kollegaer fra marketingsafdelingen lidt bedre at kende. Direktør og ejer Rasmus Nielsen var aftenens vært og serverede vine blindt i en lind strøm hele aftenen. Herligt med lidt træning i blindsmagning, inden DM senere på måneden.
Jeg tog ingen noter på aftenen, men her kommer mine indtryk fra dagen derpå.
2008 Louis Roederer, Cristal, Champagne
En legende som allerede nu får vanvittig stor hype. Mine forventninger til denne var høje og den blev ikke serveret blindt. Jeg nød den af et Bourgogneglas, hvilket var med til at åbne bedre op for nuancerne. Jeg var på ingen måde skuffet, kun blæst lidt omkuld.
En kombination af frisk præcis frugt, serveret på en let ristet briochebolle. Kompleks, men stadig for ung til at vise alle lag. Det der viser niveauet nu er præcisionen og intensiteten i frugten. Balancerende på en knivsæg stod denne virkelig flot.…