Nytårsaften 2011 – Grand Cru selskab og Champagne!

Nytårsaften blev i år fejret i dejligt selskab med naboerne. Da vi begyndte at diskutere menu, så kom børnene på banen og udnævnte dem selv til chef-kokke for en aften! 10 år gamle og med rigeligt gå-på-mod. Lidt snakken frem og tilbage og så endte vi med denne glimrende menu, hvor alle bidrog en anelse. Vinen skulle naturligvis tage udgangspunkt i Champagne, og så havde jeg lyst til en enkelt rød til anden.

  • Hapsere i mange former
  • Nachos
  • Panga marineret spætte
  •  P A P – pasta – and – pesto
  • Vittelo Tonnato
  • Pandekager med is og marengs
  •  Crème brûlée

     

Maden var lækker og stor tak skal lyde til de 2 kokke. Det var kun lidt vi hjalp og blandede os 🙂

Vi nød følgende vine, hvor der kun blev taget sparsomme noter.

Første sæt satte vi sammen, fordi Ruinart efter sigende stiler efter at ramme Krug i stilen. Vi kunne konkludere at vi godt kan følge tankegangen, men Krug gør det bare meget mere elegant.

 

NV Ruinart,  Brut, Champagne – en flaske der har ligget i ca. 4 år hos mig. En god udvikling der har givet mere rugbrød og kompleksitet. Tung stil, der var fremragende til mad. Noter i retning af abrikos og lidt tørret frugt.

MV Krug, Grande Cuvée, Champagne – et par år på lager hos naboen havde givet god dybde. Meget intens og elegant stil med fantastisk balance. Citrus som drivkraft, men ærlig talt første gang jeg ikke er blevet blæst omkuld af denne.

Andet sæt ville vi sætte 2 gode Grand Cru Champagner op mod/med hinanden i den gode årgang 2002. Vi kunne stille og roligt konkludere at de supplerede hinanden på bedste vis.

2002 Comte de Marne, Charles Mignon, Epernay, Grand Cru, Champagne – stor og meget fyldig stil. Voksede sig kun større i glasset, så jeg vil glæde mig til fremtidige flasker af denne. Duft af Brie, gær og orangeskal.

2002 Pierre Moncuit, Nicole Moncuit, Vielles Vigne, Mesnil-sur-Oger, Grand Cru, Champagne – første gang vi smagte denne top cuvée fra Moncuit. Rigtig flot fokus og spillevende med citrus, ren stil og alligevel en god kant der gav lyst til mere.

Den røde fik lov at stå alene:

2008 Clos St.- Landelin, René Muré, Pinot Noir, Alsace – fortryllende og helt oppe at ringe. Dekanteret fem timer i forvejen og det gjorde at den lukkede helt op for et batteri af klokkeklare røde frugter: kirsebær, hindbær og jordbær. En anelse rabarbersaft kom ind i billedet og den fortsatte sin sejrsgang hen over tungen. Vildt godt.

Desserttid:

2010 Moscato d’Asti, Batasiolo, Piemonte – herlig saft med små fine bobler og god intensitet.

1997 Château de Malle, Grand Cru, Sauternes – dyb gylden farve med begyndende mahogni toner. Meget bred i smagen med appelsin, tydlig grå botrytis karakter, karamel og appelsin. En herlig balanceret semi-moden Sauternes der spillede maksimalt sammen med Creme Bruleen.

Solera, Frederiksdal Gods, Lot 10 / 19, Dansk Kirsebærvin – surrealistisk! Jeg har smagt en del herfra, men denne Solera overrasker mig hver gang. Det er så stort og stod sig fint kvalitativt i dette selskab. Blommer, oxidative noter med læder og gammel tobak. Roser der har stået og er lige på kanten til at vippe over. Super modne kirsebær i let syltet stil. En vin der fortjener sin plads i hierarkiet.

Tak til alle for en fantastisk aften, hvor vi alle kom ud med panden højt hævet og alle fingrer i behold. Godt nytår til dig kære læser og tak for at du følger med her på bloggen.

 

 …

Read More »

Blandede hvidvin og rødvin

Det sidste stykke tid har jeg smagt lidt blandet, her er mine korte noter:

Vi fik shoppet lidt chokolade fra A Xoco. De byder på nogle herlige stykker, hvor grundchokoladen er ok, men fyldet har en dejlig kant og giver et godt modspil. Her en stor æske med 2 retninger blandet sammen, de klassiske og de lidt mere specielle.

Den helt almindelige Haag 08 byder lige nu ikke på så meget, men efter en uge i køleskabet smagte det fantastisk! Masser af tropisk frugt og lidt frisk hvid peber.

En ven kom til kaffe og fik serveret denne blindt i stedet. Den var egentlig som forventet; lidt tør og med smag som en tør portvin. Kluntet og med tørre tanniner. Ikke en flaske jeg vil jagte. Gad vide hvordan den er havnet i min samling?

Til en stille forret. Væltede i den mest elegante stil op af glasset med en frisk melon/ananas saft. Virkelig balanceret og med god kølig stil. Ingen fad, bare smuk frugt. Havde ikke forventet mig så meget….

Smack! Her var god valuta for skillingen, tæt struktur og blød cremet frugt med fine tanniner. Typisk mellemting mellem fransk struktur og oversøisk sødme. Fin balance og gik fint til en gang “kom-lad-os-tømme-køleskab-sammen-med-naboerne”

Så blev der også lige pyntet en Chokoladeballade med opskrift fra Anne au Chocolat Føj den er lækker. Nok den bedste chokoladekage jeg har bagt.

På vej til smagning og så lige dette billede….

2007 Fabiano, Amarone spiller op og viser en super årgang pakket nede i flasken. Dobbelt dekanteret, men viser stadig kun en brøkdel af hvad der vil komme i længden. Det her er virkelig guf. Skal smages igen hjemme i store glas og så ellers bare gemmes.…

Read More »

Vinkort på iPad? Endnu ikke set i Danmark…

Vinkortet serveret på en iPad? Hvornår ser vi denne udvikling i Danmark? At sige at restauratører er nogle af de mest stædige og traditionsbundne mennesker i verden, er næppe helt forkert? Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har set et vinkort i Danmark der var bygget markant anderledes op, end den gængse standard. Skal dette tages som kritik? Nej, egentlig ikke. Jeg tror nemlig også på at forbrugerne i Danmark er traditionsbundne og foretrækker at få deres vinkort serveret på denne måde.

Vil man ikke ”nøjes” med at være forrest i feltet, men gerne foran feltet, så prøv denne løsning:

Ristorante La Credenza ligger udenfor Torino Italien og har én Michelin stjerne. De har netop lanceret deres vinkort på en iPad. Jeg synes det er en super fed løsning!!

Hvad siger du til det? Lad mig endelig høre når dette ses i Danmark… 🙂…

Read More »

Italiensk inspireret middag

Så var familien på besøg til lidt god mad. Jeg havde haft møde med mine 2 drenge, der ville hjælpe til i køkkenet. Vi endte på en menu med 6 serveringer, heraf 5 med ost… Man kan nok ikke kalde det slankemad, men det smagte sørme godt.
Som velkomst var der drukket 2 kander Panama Bousquet fra Espressos og en runde friskpresset juice med æbler, appelsin og ingefær.

Vinen blev holdt på et stille og roligt niveau og var:

2009 Serbato, Langhe Chardonnay, Batasiolo
God fedme og behagelig tyngde uden det blev for meget. Passede fint til de første 2 retter. Funklende gylden i glasset med duft af honning og melon. Smagen er medium fyldig med tropiske frugter og en god passende syrestruktur.

2004 Piani, Barbera d’Alba, Pelissero
Indkøbt samme dag, hvor der på hylden stod 3 årgange; 04, 05 og 07. Jeg valgte denne, da jeg godt kan lidt fadlagret Barbera med lidt alder. Den holdt sig rigtig flot med god intens jordbærmousse. Fin balance og det lille italienske smæld bagerst på tungen der fik den til at står godt med maden. Vil smage 07…

2006 Barolo, Beni di Batasiolo
Serveret til den intense risotto sidst på aftenen og det gjorde den rigtig flot. Havde også regnet med den til osten, men de blev aflyst. God mørk frugt og egentlig med god fedme i harmoni med den lidt tørre syre fra Nebbioloen.

Vi startede aftenen med lidt laksehapsere; røget laks, flødeost, sennep og olie til at skabe lidt bedre struktur. Serveret på små skaller med en reje, purløg og et stænk citron.


Herefter bruschetta med egen pesto og gedeost. Nogen gange sidder den pesto bare perfekt, men som en ven sagde engang: pesto smager aldrig rigtig skidt.

Tagliatelle med gorgonzola var planket direkte fra http://italienskvinogmad.blogspot.com/2010/06/tagliatelle-med-gorgonzola.htm og den sad lige i skabet. Perfekt balance og ikke for blåskimmel agtig til at skræmme nogen.

Risotto med kylling, bacon og asparges var fra egen kogebog og blev lidt for tung og fed. Den skal helst være lidt mere flydende og frisk i det
.

Ost fra fire lande
blev afvist og den store skål Dannevang is fra Hjem Is røg på bordet i stedet, til børnenes store glæde. Hertil aftenens sidste glas:

2007 le Mutë sur Grains de la Rectorie, Banyuls
Perfekt fedme og kraft til at balancere sødmen fra isen. Tæt brombær og skovbær. Nice wine.

Tak til Kenan og familie for en hyggelig aften i godt selskab……

Read More »