En herlig lørdag aften udfoldede sig for mig da jeg kom hjem fra Copenhagen Wine Forum. Her havde jeg holdt et foredrag om vin til mad, og det mente min nabo at vi skulle teste i praksis. Han havde været på landet og købt noget fremragende kød. Dels spareribs, der var røget og marineret, samt et par tung lækre T-Bone steaks.
Se det var jo en menu man ikke kunne sige nej til. Til helsefanatikerne kan jeg nævne at der stod en skål salat på bordet også, den havde jeg bare ikke plads til på min tallerken.
Jeg fandt en flaske rødvin og han proklamerede en gang bobler i ’02 årgangen.
2002 André Clouet, Bouzy, Grand Cru, Champagne – klar og lys i glasset med en super tiltalende bouquet. Her var kombinationen med citrus og lidt ristede toastnoter i baggrunden. Efter at have gravet lidt mere kom de lidt tungere noter frem og de små fine røde hindbær, der vidner om et fornuftigt indhold af Pinot noir i denne cuvée. God dybde i smagen med det røde element lidt mere i baggrunden. Her styret af friske grønne æbler, citrus og en fint kontrolleret frugtsyre til at give balancen. Super glas Champagne, med en dybde og løfter om meget mere i årende der kommer.
2002 Bruno Clair, Clos du Fonteny, Monopole, Gevrey Chambertin 1’er cru, Bourgogne – tænkte at Bordeaux ville være oplagt til det store stykke okse, men… da jeg så denne tænkte jeg at vi så kunne holde et årgangstema om ikke andet. Hvilket forrygende valg, skulle jeg senere få bekræftet. Clos du Fonteny er en enkeltmark som Bruno Clair har som Monopole, det vil sige at kun han fremstiller vine her fra. I glasset kunne man med den teglfarvede kant straks se at vi her havde en Pinot Noir med en vis udvikling. Min erfaring viser dog at Bruno Clairs vine udvikler sig langsomt, så jeg var på ingen måde nervøs. Duften startede ud ganske diskret og lukkede egentlig først rigtig op efter mere end 1 time i glasset. Her var god dyb skovbund og masser af røde jordbær og en smuk Pinot karakter. Intensiteten i smagen viste højt niveau og vinen holdst stadig fast i sit elegante luftige udtryk. Det her var bare rigtig flot i glasset denne aften.
Til maden, så passede Champagnen egentlig glimrende til spareribs, da den går ind og renser munden flot og ør klar til næste gnavebid. Til oksekødet er stor Bourgogne en fantastisk ledsager. Dette kød blev ikke smurt ind i noget uvedkommende sauce, og ej heller blev smagsbilledet forpurret af salat eller andet tilbehør. Så står bøffen med salt og peber i dejligt selskab her.…