Jeg havde en fantastisk aften, med en god håndfuld af mine dejlige kollegaer forleden. Konceptet var at vi skulle hygge os over noget god mad og medbringe en enkelt, eller to flasker vin. Maden var udsøgt, enkel madlavning med sublime råvarer.
Hele dette måltid er et af mine gode argumenter for ikke at gå på restaurant i Danmark. Jeg hyggede mig, men havde naturligvis medbragt kamera. Blokken blev liggende i tasken, så der blev ikke taget noget. …
En aften hvor den gamle frokostklub skulle samles under afslappede forhold. Udmeldingen var fra start at vi skulle have et fransk tema og da jeg ved at værtinden ikke er til Foie Gras, så var det lidt svært at tænke forret. Kald mig blot en-sporet, men Foie Gras er bare så oplagt. Til Champagnen havde jeg ristet et par mandler med salt og det stod fint sammen.
2004 Louis Roederer, Cristal, Champagne – frisk og uindpakket lækker frisk Champagne. Flot åben, selv i denne unge udgave. Masser af citrus og ikke for høj dosage. En Champagne der smager virkelig godt, men heller ikke byder på den store modstand. Blev ikke serveret blindt, men hvor ville bling-bling faktoren så også ha’ været?
Herfra kom alle vine blindt, pakket pænt ind i sorte sokker…
NV Ruinart, Blanc de Blancs, Champagne – flaske gemt i ca. 5 år. En rugbrødsodyssé med bred kompleks stil og mange autolytiske noter af sprøde småkager og gær. En Champagne der er lidt for meget alene, men sammen med salaten havde den der som en fisk i vandet. Sprød med stor fylde. Viser hvorfor at selv non vintage Champagne kan gemmes med stor fornøjelse og en mere kompleks vin til følge.
Til forret havde jeg vendt en salat chevre chaud. Salat, rucola, Nicoise oliven og toast med ristet gedeost.
2003 Dom. Vincent Bouzereau, Meursault 1’er Cru, Les Charmes – ”den der gemmer til natten, gemmer til katten” Sagt på en anden måde: den var lidt for gammel med tunge noter af abrikos, ananassaft og kærnet smør. Flot åben bouquet men kort og kedelig i smagen. Den skulle vi nok have drukket for 3 – 4 år siden.
Hovedretten var meldt ud til at være Bouef Bourgognon og den smagte fantastisk. En ret som er super til kraftfulde vine, som kom på bordet denne aften.
1990 Château Talbot, Grand Cru Classé, Saint Julien – utrolig flot rød i glasset med en klarhed og elegant duft. Masser er ren rød frugt og cigarkasse. Virkelig balanceret i smagen med silkeblød struktur og næsten merlot-agtig cremet stil. Jeg startede med at gætte Nord Rhone og hvad f***** jeg lavede der er et godt spørgsmål. Lidt mere koncentration og så lykkedes det sørme at gætte kommunen og kun 5 år ved siden af. En flot vin, der holder hele vejen, men heller ikke overrasker nogen.
2000 Robert Mondavi, Cabernet Sauvignon Reserve, Napa Valley, California – en stor klassisk Bordeaux i stilen. Masser af solbær, brombær og fint integreret fad. En vin der har udviklet sig flot over de senere år og nu viser sine styrker. Moden frugt, der klart indikerede et varmere klima, men stadig så godt styret at det var rart. Tydeligt en vin på højt niveau med stor intensitet og kompleksitet. Aftenens bedste gæt fra min side – spot on med årgang og producent!
Herefter fulgte en serie af 3 vine fra Languedoc. En lille producent, der måske nok har fremtid, men hvor jeg absolut ikke var imponeret på aftenen. Der er sat prop i flaskerne og de vil blive gensmagt her dagen derpå med åbent sind. Her er mine noter fra aftenen:
2008 La Peira en Damaisela, Les Obriers de la Peira, Terrazes du Larzac, Coteaux de Languedoc – Cinsault og Carignan domineret vin med tydelige kålnoter og mørk sort frugt. En lille basker med sort frugt, men uden mere kompleksitet end som så.
2008 La Peira en Damaisela, Las Flors de la Peira, Terrazes du Larzac, Coteaux de Languedoc – intens med tydlig Grenache og Syrah karakter. Meget intens med høj frugtsyre og stort bid. Dyb rumlende frugt, med rigtig meget fad, der fik lov til at overdøve frugten.…
Tingenes tilstand forandrer sig hele tiden, også i den danske vinbranche. Jeg har set mange ting forandre sig gennem tiderne. Det jeg her vil skrive om er bare endnu en forandring.
Forleden blev jeg kontaktet af et mediebureau; Hill & Knowlton. De repræsenterer Constellation Brands på det danske marked. Constellation Brands er verdens absolut største firma indenfor vinbranchen. De ejer en enorm mængde af vinerier over hele verden. Mest kendt; Robert Mondavi, Hardy’s, Ravenswood, Ruffino. Der er seks sider med vinerier på deres hjemmeside, meget imponerende.
Jeg blev kontaktet for at modtage en flaske Ravenswood Zinfandel til omtale på min blog. Det satte en masse tanker i gang hos mig. Ravenswood har jeg kendt som en meget seriøs Zinfandel producent i mange år. Jeg var for mere end 10 år siden ansat i Otto Suenson & Co. A/S der havde vi noget nær den samlede portefølje af vine fra Ravenswood. Det var alt fra den almindelige Zin til de bedste og vildeste enkeltmarks Zinfandel vine i verden. Dengang var Ravenswood kult og blev handlet af de bedste restauranter i København. Når vi fik de årlige tildelinger af speciel-vinene, så blev de revet væk. Jeg husker med glæde at have smagt de fleste udgaver. Dickerson, Old Hill og Teldeschi vækker søde, og stærke, minder. Det her var kraftkarle på op til 17/18% alkohol. De laver også en vin de kalder ICON, i gamle dage var den mest Shiraz, det har også ændret sig. Lidt research på deres site viser at de fleste af disse vine i dag er droslet ned til under 15 %. Er det godt, eller spiller de lidt med deres eget motto: NO Wimpy Wines.
Nå, men Hill & Knowlton kontaktede mig, og jeg tænkte først nej, for jeg vil ikke være afhængig af at skulle give en god anmeldelse. Alligevel havde jeg lige stået i et supermarked og kigget på udvalget af Ravenswood i Danmark i dag. Det drejede sig om den selv samme éne flaske:
2007 Ravenswood, Vintners Blend, Zinfandel, California, 13,5 % – jeg havde ikke købt den, fordi mine minder var gode omkring brandet og jeg ville egentlig ikke have ødelagt hvad jeg mindedes. Nu ville de sende en flaske – helt uforpligtnende, naturligvis.
Det fik mig til at tænke lidt på hvad der sker med store og gode brands og hvad jeg har set gennem mine godt 15 år i branchen. Nu er eksemplet i dette indlæg Ravenswood. Det kunne være så meget andet, vi ser det ske ofte. Et godt brand ligger hos en importør, der kender det danske marked. Importøren gør alt hvad han kan for det pågældende brand og sælger til de rigtige kunder. I baggrunden kommer der så nye ejere, eller de gamle ejere får nye tanker. Volumen bliver i hvert fald nøgleordet. ”Sælg mere i Danmark”. Den nemme løsning, på kort sigt, er at presse vinen/brandet ud i supermarkedssektoren. Det giver lynhurtig volumen. De vil gerne være med til at sætte prisen ned og volumen op. Men, hvad gør det for brandet? Det udhungrer det lynhurtigt. Hvordan skal man få det op i pris, så alle kan lave en sund forretning på det? Det kan man ikke. Jamen er det ikke godt for os forbrugere? Nej, for se et kedeligt udvalg vi får; én vin fra et vineri der laver 18 forskellige. Det synes jeg ikke er interessant. Jeg vil gerne have det brede udvalg, også inden for vin.
Hvordan smager vinen så? Ganske godt.
2007 Ravenswood, Vintners Blend, Zinfandel, California, 13,5 % – blandet af druer indkøbt fra forskellige druedyrkere rundt om i Californien. Resultatet som mange større vinerier har.…