Krug, Salon og Comtes des Champagne på en mandag!!

Sparkling wines hedder næste eksamen for undertegnede på WSET Diploma. Det intensiveres og bliver absolut ikke nemmere. Så skal smagningen af bobler i gang og findes der egentlig en bedre årstid end sommer til at smage bobler. I går var min nabo i rigtig godt humør og serverede fantastiske ting for sine fødselsdagsgæster. Det der rykker ham en nummer tættere på superligaen, er at han gemte 3 slatter til mig… Dem har jeg smagt her dagen derpå, semi-blindt. Jeg valgte at bruge klassiske INAO/WSET smageglas og det var ikke med til at fremme boblerne.

Første vin: gylden og blank i glasset med små fine bobler. Duft af tørret hø, citron og en svag abrikos i baggrunden. Grønne æbler og friske blomster. I munden var der rimelig høj syre, medium fylde og en meget fin smag med noter af citrus og pære. Lette autolytiske noter a la hvidt brød. Meget rolig i munden med små fine bobler. Tager nærmest på i vægt i eftersmagen. Virkelig godt og skulle den have point bevæger vi os i omegnen af 96.

Gæt: Tattinger, Comtes de Champagne – det var:
1996 Salon, Blanc des Blancs, Champagne

Anden vin: nærmest samme farve, duft af appelsinskal, brændt hø, blinis/fiskerogn, kalk og lidt krudt. Smag med tropisk frugt, mest ananas. God fedme, høj syre, mineralsk/kalk, hvide blomster. Meget ren stil med gul frugt og medium + længde. Utrolig elegance og en anelse mere intens og kraftfuld end den første. Rigtig flot balance mellem frugt intensitet og fedme. Lidt bedre, men ikke meget. Point? 97.

Gæt: Salon – det var:
1996 Tattinger, Comtes de Champagne, Blanc de Blancs

At jeg bytter om på disse 2 kan jeg sagtens acceptere. De minder en del om hinanden stilmæssigt og er 2 fremragende Champagner. Den sidste var markant anderledes:

Tredje vin: mørkere rav gylden i glasset. Meget udtalt duft med ristet fad, orangenoter og hindbær. Autolystiske gær noter. Det her er bare stort og komplekst, det vælter op med gode frugter og blomster i balance med fadet. Tung intens smag med ristet fad og tyngde. Tropiske frugter, gul og orange citrus frugt og modne grønne æbler. En hel blomsterbutik følger i hælene og så fylder den hele mundhulen. Enorm længde der bare holder ved i helt ren stil. Det her er så fantastisk så jeg næsten ikke kan se hvordan det kan blive bedre. 99 point.

Gæt og det var: 1996 Krug, Champagne.


Det var jo en herlig mandag eftermiddag… Glæder mig allerede til tirsdag der byder på smagning af cognac og chokolade. Vel at mærke fyldte chokolader der er udviklet til de cognacer der bliver serveret. Det kunne godt blive rigtig interessant.…

Read More »

Barbera, Tattinger og Gunderloch

En uge der har budt på lidt blandede flasker på hjemmefronten. Jeg har over et par dage nydt en pragtfuld flaske

2008 Gunderloch, Nierstein Pettenthal, Riesling, Rheinessen – stram og lukket i betrækket de første 2 dage. På 3. dagen lukkede den op for bolcheposen med herlig tropisk frugt, frisk grøn græs og æbler. Herlig sprød syre med god dybde. Super flot Riesling som er høstet ved 100 oechsle og gærret helt ud. Nice wine, tror jeg gemmer den næste flaske i 5 år eller mere.

Hertil en skive brød med ost og asparges, fred og ro og en god bog. Debutantens Dagbog af Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen. Herlig optakt til sommerens største sportsbegivenhed; Tour de France!

Fredag var jeg forbi Supermarco, et fantastisk stykke af Italien i Københavns sydhavn. Jeg skulle egentlig bare have en sandwich til frokost, men kom ud med lækker salami, pecorino og mortadella som vi nuppede om aftenen.

Børnene var blevet lovet pizza, og fred være med dem. Et enkelt stykke fik jeg da testet og jeg må endnu engang takke for at vi har fået et godt pizzeria i byen; Costa Smeralda. De kan lave pizza, men de fleste andre ting dernede er jeg ikke synderligt imponeret over.

Inden vi gik på rødvinen, lykkedes det Tom at snige en flaske bobler på banen:

Tattinger, Prelude, Brut, Champagne – virkede lidt ældet, på den gode måde. Dybe autolytiske noter med rugbrød, gær og skimmel i duften .Flot kandiseret citrus og god grøn frugt. Fantastisk duft der bare stod og voksede i glasset. Meget ren stil, men alligevel med dybde nok til at være spændende.

I Supermarco lykkedes det også at overtale mig selv til at købe et par flasker Barbera. Det er en drue som jeg gennem årene er blevet rigtig glad for. Den har god frisk syre, lav tannin og arbejder godt sammen med fad, hvis den bliver udsat for det. Der findes også kedelig Barbera, men lad os glemme dem et øjeblik. Lidt kiggen rundt på hylderne og en god snak med vinmanden gav mig 2 flasker med hjem fra en ny producent de er startet med:

2006 Guasti Clemente, Boschetto Vecchio, Barbera d’Asti, Piemonte – en super flot ren Barbera i den gamle intense stil, uden nyt fad. Jordbær grød med rabarber og et strejf af krudtrøg. En syre der flyver og en glæde der breder sig. Flot Barbera, den kan jeg sagtens nyde meget mere af i løbet af sommeren.

2004 Guasti Clemente, Barcarato, Nizza, Barbera d’Asti Superiore, Piemonte – ingen tvivl om fadet her. Nye Barrique indarbejdet i frugten på god balanceret vis. Duften gav meget mere, her er tæthed og lidt mere arbejde for at finde alle nuancerne. Tingene ligger gemt nede bag fadet, men det kommer snigende og bider sig fast med god intensitet. Herlig balance i smagen med dyb mørk jordbær og mørk skovbund. En helt anden type, men stadig pragtfuld.

Efterfølgende bryggede Tom løs på espresso maskinen og vi fik båbe espresso og café latte.…

Read More »

Ost, hvidvin, Champagne, chokolade og rødvin

Det var en lørdag aften og naboen kom forbi. Det er et tema der har været mange gange før, og sikker vil gentage sig mange gange endnu.
Planlægning er ikke altid en dyd og her var den næsten ikke eksisterende. Vi havde lidt ost fra Skjold Burne i Esbjerg, lidt salami fra Slagter Munch i Skagen og en tørret pølse fra Italien. En paté i køleskabet fra en fjern tur til Frankrig og naboen forpligtede sig til at skrue en salat sammen. Det viste sig at om lørdagen, så må salat gerne indeholde mere kød end grønt…
Notater blev ikke taget, men hyggen var i højsædet, her er de ting jeg husker om de enkelte billeder undervejs …

Til ost, vil jeg altid foretrække hvidvin, derfor havde jeg dekanteret denne perle i god tid:

2005 Clos St Landelin, René Mure, Pinot Gris, Grand Cru Vorbourg, Alsace – fed og tæt i strukturen med herlig forfriskende syre. Meget eksotisk frugt og herlig udviklet nu med 5 år i flasken. Den er absolut ikke færdig, så jeg glæder mig til at følge den. Fantastisk følgeskab til osten.

Dåsemad behøver ikke være dårligt, men gå ikke efter dansk dåsemad. Her en herlig Terrine fra Frankrig. Sikkert indkøbt til en latterlig lav pris og med en smag så lækker. Et helt stykke foie gras i midten og så godt med terrine uden om. Kønt er det ikke, men lad dig ej afskrække, smagen var fantastisk.

”Salaten” bestod af oksekød i strimler, marineret og stegt med soja, forårsløg og sesam. Serveret med lidt peberfrugt og hakket tomat. Herlig balance og gav et godt modstykke til vinene.

Her er 6 af de 8 oste, derudover en hvidløgsroulade og en røget brie. Alle gode og alle spist op – næsten…

Polenta – ser ikke godt ud, men var godt lavet. Bliver nok aldrig min favorit…

Pølse – hvidløgsroulade – sønderjysk fra Slagter Munch.

Tom mente vi trængte til noget Riesling ovenpå den Pinot Gris og hentede frem fra gemmerne:

1995 Karl Erbes, Ürziger Würzgarten, Auslese **, Riesling, Mosel – herlig sød vin med den smukkeste grønne farve i glasset. Smagen bar præg af en udpræget sødme og en syre der lå pænt i baggrunden. Herligt eksempel på god Auslese. Havde dette været en MG, så var den nok også blevet tømt. Imponerende hvilken fantastisk balance der sagtens kan være med 7 % alk.

Det var lørdag aften og Tom insisterede på at vi manglede bobler. OK, vi var til at overtale…

NV Krug, Grande Cuvée, Champagne – altid et smukt bekendtskab, her serveret til 2 yndige piger der bare smilede…

Aftenen gik på hæld og sommerfarverne var flotte…

Chokoladetid. Vi smagte lidt Summerbird op mod den lille mand fra Haderslev. Sjovt at smage hvordan en stor virksomhed vælger at tolke deres chokolade, og hvordan den selvstændige vælger at udtrykke nogenlunde det samme. Vi smagte op mod hinanden deres ”citron” og deres tanke omkring ”lakrids i chokolade” samt deres ”marcipan med mørk chokoladeovertræk”. Nogen smagte også deres ”nougat”.  Min stemme gik på alle punkter til Xocolatl, men heldigvis bestod selskabet også af børn og de nuancerede bedømmelserne lidt.

2006 Domaine Belle, Crozes Hermitage, Les Pierelles, Rhone – herlig frugtdominans og med god sødme i baggrunden til at lege med chokoladen. Dette er naturligvis ikke en sød vin, men alligevel har den så meget modenhed at den godt kan kombineres med chokolade på denne måde.

En variant af Årets Plade 2010 – denne gang med hindbær og tranebær. Super lækker choko der svandt hurtigt i pladen. Den kombination af den gode bløde chokolade og friskheden fra frugten er god.

Punktum for en god aften i godt selskab.…

Read More »

1990 Bordeaux med godt selskab

Herreklubben havde sat hinanden i stævne hos Karsten. Temaet for smagningen var enkel:

1990 Bordeaux

Vi mødtes 9 mand til enkel mad og fuld fokus på vinene foran os. Vi blev enige om at prøve at tildele vinene point efter 100 point skalaen. Selv om jeg principielt er imod dette, så er der meget sjovt at blive presset lidt ud i at vurdere tingene lidt mere hårdt op mod hinanden. Mine point står til sidst i noten i parentes. Desværre fik jeg ikke noteret hele gruppens point.
Dem der kom før tid fik et glas:

2006 Wolfer Goldgrube, Riesling Spätlese, Mosel – nydelig og læskende lækker riesling med god syre til balancen. En ganerenser som passede perfekt.

Så blev det seriøst, gruppebillede og bobler i glassene…

1990 Ruinart, Dom Ruinart, Blanc de Blancs, Champagne – puha, hurtigt nede på jorden igen. Flad og med prop… så håbede vi på at det var overstået for i aften!

1990 Bollinger, Grande Année, Rosé, Champagne –the real deal. Tørret frugt, figen og rosiner, abrikoser og soja sushi. Dejlig intensitet med sød harmoni i smagen. Virkelig en stor Champagne og utrolig smuk i farven. (91)

Herefter en enkelt hvid i selskabet. Både Champagnen og denne hvide blev serveret med Foie Gras og frisk salat.

1990 Domaine de Chevalier, Grand Cru Classé, Pessac Leognan, Blanc – så smuk som guld i vand. Herlig ekspressiv duft med abrikoser og vanille fra fadet. Lidt botrytis, eller bare lidt støv fra lang tid i flasken. Dejlig frisk med intens charme og gode florale noter. Klingende ren syre der ligger højt og holder den godt oppe og sødmen fint spillende nedenunder. Virkelig en flot vin, der mindede om alt fra Chenin Blanc til Chassagne. (92)
Så til maden. Vi fik serveret en herlig Coq au Vin – tak til Chef Henrik og snitter Karsten.

Søren bød ind med en flot Magnum:

1950 Château la Conseillante, Pomerol – så vidt vides perfekt opbevaring med kun et ejerskift for nylig. Fantastisk duft der bød på bred frugtpalet. Lidt sødme og trøfler blandede sig smukt med røde kirsebær. Smagen var lidt mindre og endte med en metallisk tone. Flot ren og med god karakter. Vandt mange point på sin charme. (egentlig ingen, for skulle den have for det rent tekniske, så blev det i midt 80erne, men charmen og herlighedsværdien fik denne et sundt stykke over 90)

Første sæt vin kom på bordet og viste to vidt forskellige stilarter. Diskussionen gik mest på om man bedst kunne lide den åbne charmerende klare La Lagune, eller om man var mere til kraften og intensiteten i Sociandoen. Jeg var klart mest til tilgængeligheden i La Lagune denne aften.

1990 Château La Lagune, Grand Cru Classé, Haut Medoc – tæt, men åben bouquet med brombærkrat og lidt toffeesødme. Harmonisk i munden med åben rød frugt og relativ lav syre og tannin. Medium intensitet, men super flot og ligetil. Giv mig gerne en MG og god musik en aften! (93 (måske lidt højt set i bakspejlet))

1990 Château Sociando Mallet, Haut Medoc – tæt rød power med blommer og råt rustikt præg. Blackcurrant leaf og lidt urtet duft. Utrolig intens i smagen med stor moden tannin og moden sort frugt. Sorte kirsebær og solbær. Igen denne svagt krydrede urtetone. En imponerende vin der ikke lige talte til mig, men nok heller ikke er i nærheden af fuld modenhed. ( 88+)

Så kom Morten på banen med den første af 2 fremragende blindere:

1990 Château Smith Haut Lafitte, Pessac Leognan – sjov og lidt funky næse med bitter grape blandet med små friske røde bær. Pæn sprød syre i munden der også bød på chokolade, solbær og en ren finesse.…

Read More »

Et herligt ophold på Grand Hotel Lund

Vi var inviteret i byen og spise af et par gode venner. Konceptet var enkelt: afgang fredag eftermiddag og hjemkomst 24 timer senere. Hvor vi skulle hen stod hen i det uvisse, indtil vi passerede Øresundsbron og blev informeret: Grand Hotel i Lund. http://grandilund.se/
Det skulle vise sig at udvikle sig til en fantastisk gastronomisk rejse i nabolandet. Efter at have vasket rejsestøvet af os, satte vi os til bords og nød en “Gourmetmenu”. Vinmenuen der var sat til, var ikke lige til vores ønsker, så vi ”ofrede” os og gik ombord i det omfattende vinkort. Imponerende udvalg, med stor dybde på de klassiske sikre vine; Bordeaux, DRC, Ornellaia, Vega Sicilia og så videre i den dur. Men, det er jo ikke nogen kunst at købe god vin til 15.000 svenske, langt sjovere var det at kigge på de knap så oplagte vine. Udvalget her, var betydelig mindre, desværre. Især undrede jeg mig over at der kun var 3 tyske vine på kortet?!??? Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, endte vi på det oplagte og bedste valg til os 4, Champagne og Pinot Noir.

Første ret var: Creme Ninon med Champagne, samt Ravioli fyldt med hummer og krabbe. Super flot servering med lidt æble og selleri på toppen til at give lidt modspil. Til de to første retter drak vi en fantastisk flaske:
NV Andre Clouet, 1911, Champagne Grand Cru – en unik Champagne, fremstillet på Pinot Noir, men stadig hvid – en Blanc de Noir. Kun fremstillet i 1911 flasker om året. 50% fra 1996, og 25% hver fra hhv. 1995 og 1997. En meget flot bouquet med røde bær, rugbrød og citrus i skøn harmoni. Smagen intens med stor frugtkoncentration, hindbær, jordbær og frisk citrus karakter. Enorm lang eftersmag og fantastisk til den første ret! Voksede og udviklede sig over hele aftenen i glasset.
Til den anden ret, passede Champagnen knap så godt: Andeleverterrin med syltede æbler og svampe. Anden var lækker, og balancen på tallerkenen var i top med god friskhed fra svampene.

Herefter var det tid til hovedretten:
Hjortefillet med glaseret selerifondant, tranebær og kaffesky. Når man godt kan lide kaffe, så kan man undre sig over hvorfor man ikke kunne smage den her. Ellers lige efter bogen, perfekt stegt og en rigtig fornuftig mængde på tallerkenen. Hertil drak vi en fantastisk flaske Bourgogne. Jeg har smagt den samme vin for år tilbage til en privat smagning. Dengang diskuterede vi om frugten ville kunn være med op mod den store mængde fad. Det var der mange der mente dengang og her i aften fik jeg det bekræftet:
1995 Dom Laurent, Gevrey Chambertin, Lavaux St. Jacques 1’er Cru – imponerende duft med alt hvad hjertet kan begære fra sådan en moden Bourgogne. Stor svedig læder butik, modne brombær, friske kirsebær og lidt krydderi fra fadet, men absolut i baggrunden. Smagen var et studie i harmoni, syren og sødmen i perfekt balance. Masser af moden frugt og lidt brune nuancer fra alderen. En vin der virkelig havde åbnet sig og hvor fadet havde tilført kompleksitet med årene.

Herefter inviterede overtjeneren os med i kælderen og se på udvalget af gode flasker. Med på turen var et enkelt glas:
NV Andre Clouet Brut Champagne – jeg så ikke flasken, men fik fortalt at det var den normale udgave. Ganske fin i strukturen og god frisk citrus. Fortrinlig som ganerenser uden den store kompleksitet.
Meget imponerende kælder, en næsten komplet Château Mouton Rothschild samling tilbage til 1945. Store formater og så alt det andet guld fra kortet. Smukt smukt. Giv mig en proptrækker, godt selskab og et par glas…

Vel oppe i restauranten igen fik vi serveret 3 små stykker ost, pæne uden at vække dybe minder.…

Read More »