Fra Stevns til Ribera del Duero, over ‘Ermitage

Hvordan kan så meget god vin, smage så fantastisk? Vi takker alle for at medbringe så gode flasker til denne aften. Månen stod helt forkert i forhold til denne aften, men det skal ikke være en undskyldning for at vi ikke kunne gætte vinene. Generelt denne aften, blev der gættet lidt ved siden af, men vi var nogenlunde i den rigtige retning på flere vine. Alle vine blev serveret blindt, undtagen Champagnen til at starte med. Selskabet talte 6 fuldvoksne mænd, og der var ikke mange dråber tilbage dagen derpå…

Alle vine denne aften tildelte jeg point efter den notoriske 100 point skala, som udformet og praktiseret af mange andre. Perfekt er den ikke, men lidt vildledning kan den altid give.
Point er tildelt på følgende måde: Max 5 point for farve, max 15 point for duft, max 20 point for smag og sidst, men ikke mindst op til 10 point for det generelle indtryk og potentialet. 50 point tildeles efter amerikansk logik, for at være en vin.

1998 Veuve Clicquot Ponsardin, La Grande Dame Rosé, Champagne – et flot glas til at starte med. Fin rød frugt og nydelig balance. Glimrende, men på ingen måde ophidsende eller uforglemmelig. Mærkeligt?

(Intet billede? Hvad skete der lige for fotografen der?)

1996 Taittinger,Comtes de Champagne, Champagne – her rykkede vi téltpælene op i den bedre liga. Fantastisk glas, intet mindre. Blev ved med at udvikle sig over aftenen og tålmodighed belønnede sig som vanligt, når man gemmer lidt af Champagnen. Stor kompleks duft med orangeskal, toastede autolytiske noter, citrus, modne pærer og alt sammen sat pænt i system. Smagen var super intens med uhørt balance. En virkelig drikkevenlig vin, siger jeg med smil på læben. Point: 5 for farve, 14 for duft, 17 for smag, 8 for generel glæde, i alt 94 point af 100.

Til en fremragende serie af små hapsere kom der 2 hvidvine i glasene.


2003 Bouchard Pere et Fils, Chevalier Montrachet, La Cabotte, Grand Cru Bourgogne
– smuk gylden i glasset med åben duft af ananassaft, smørtoastede noter og blomster. Smagen var lav i frugtsyre og en anelse høj på alkohol. Masser af fad og gentagelse af samme noter som i duften. Virkede hul på midtpaletten med alt for kort eftersmag. Gæt på hvid Rhone, grundet den meget lave syre. 5,11,18,7 – 91. Må sige at denne skuffede fælt ved afsløringen. Ikke nogen tekniske fejl på flasken, men bare flad i stilen, måske som udtryk for årgangen.

2009 Antinori, Cervaro della Sala, Castello della Sala, Umbrien – hold da op en vin. Super flot fokuseret med anis og toastede noter der spillede fint sammen med den gule modne frugt. Citrus og friske grønne æbler. Meget høj frugtintensitet med tropiske frugter og hårdt ristet fad. 5,13,17,7 – 92. Virkelig stor cadeau til denne vin, imponerende lækker stil og en klar vinder over Bourgognen. Kan se her at den er lavet på Chardonnay 85%, Grechetto 15%. En vin jeg klart vil opsøge og prøve at gemme for at se udviklingen.

 

1996 La Chablisienne, Grenouilles, Grand Cru Chablis, Bourgogne – meget sjældent at man ser en vin med så intens farve, men helt uden duft næsten? Jeg ledte dybt og længe, men fandt ikke meget andet en et strejf af hvid kalk og umoden citrusfrugt. Smagen var til gengæld en helt anden boldgade med høj intensitet og stor kompleksitet. Her var klare Chablis signaler og vist nok en af de få vine der rent faktisk blev gættet rimelig tæt? Meget lav samlet score pga. den manglende duft. 5, 6, 18, 7 – 86.

2 rødvine kom i glasset og mindede på ingen måde om hinanden.…

Read More »

Comtes de Champagne 1999

Så nærmer juleferien sig med hastige skridt. Tak til vor herre og manden der har skrevet kalenderen. Hele 3 dage uden decideret arbejde! Min nabo er startet en dag tidligere og det skulle naturligvis fejres. Der blev disket op med lækre oksebøffer, wienerschnitzler til børnene, flødekartofler og lidt grønt på siden. Hvad skal man drikke når noget skal fejres? Champagne!

1999 Taittinger, Comtes de Champagne, blanc de blancs – rigtig flot i glasset med intense bobler i en ren strøm, farve som frisk hø på marken. Duften udviklede sig hele tiden, et skær af autolytiske toner, ristet toast. Der dukkede rigtig flot gul frugt op, små blommer, mandarin citrus stil. Friske pærer og frisk græs. Moussen lagde sig flot i munden og smagen bakkede flot op om duftindtrykkene. En Champagne der altid viser sig meget flot og som selv i så ung årgang er dejlig åben og ligetil. Et resultat af ren Chardonnay kunne man godt forestille sig. En herlig Champagne, der var en perfekt ledsager til flødekartoflerne især.

Som Tom sagde, hvis det ikke passer ind i nytårsprogrammet, hvorfor så ikke fejre starten på en ferie ordentlig.…

Read More »

Krug, Salon og Comtes des Champagne på en mandag!!

Sparkling wines hedder næste eksamen for undertegnede på WSET Diploma. Det intensiveres og bliver absolut ikke nemmere. Så skal smagningen af bobler i gang og findes der egentlig en bedre årstid end sommer til at smage bobler. I går var min nabo i rigtig godt humør og serverede fantastiske ting for sine fødselsdagsgæster. Det der rykker ham en nummer tættere på superligaen, er at han gemte 3 slatter til mig… Dem har jeg smagt her dagen derpå, semi-blindt. Jeg valgte at bruge klassiske INAO/WSET smageglas og det var ikke med til at fremme boblerne.

Første vin: gylden og blank i glasset med små fine bobler. Duft af tørret hø, citron og en svag abrikos i baggrunden. Grønne æbler og friske blomster. I munden var der rimelig høj syre, medium fylde og en meget fin smag med noter af citrus og pære. Lette autolytiske noter a la hvidt brød. Meget rolig i munden med små fine bobler. Tager nærmest på i vægt i eftersmagen. Virkelig godt og skulle den have point bevæger vi os i omegnen af 96.

Gæt: Tattinger, Comtes de Champagne – det var:
1996 Salon, Blanc des Blancs, Champagne

Anden vin: nærmest samme farve, duft af appelsinskal, brændt hø, blinis/fiskerogn, kalk og lidt krudt. Smag med tropisk frugt, mest ananas. God fedme, høj syre, mineralsk/kalk, hvide blomster. Meget ren stil med gul frugt og medium + længde. Utrolig elegance og en anelse mere intens og kraftfuld end den første. Rigtig flot balance mellem frugt intensitet og fedme. Lidt bedre, men ikke meget. Point? 97.

Gæt: Salon – det var:
1996 Tattinger, Comtes de Champagne, Blanc de Blancs

At jeg bytter om på disse 2 kan jeg sagtens acceptere. De minder en del om hinanden stilmæssigt og er 2 fremragende Champagner. Den sidste var markant anderledes:

Tredje vin: mørkere rav gylden i glasset. Meget udtalt duft med ristet fad, orangenoter og hindbær. Autolystiske gær noter. Det her er bare stort og komplekst, det vælter op med gode frugter og blomster i balance med fadet. Tung intens smag med ristet fad og tyngde. Tropiske frugter, gul og orange citrus frugt og modne grønne æbler. En hel blomsterbutik følger i hælene og så fylder den hele mundhulen. Enorm længde der bare holder ved i helt ren stil. Det her er så fantastisk så jeg næsten ikke kan se hvordan det kan blive bedre. 99 point.

Gæt og det var: 1996 Krug, Champagne.


Det var jo en herlig mandag eftermiddag… Glæder mig allerede til tirsdag der byder på smagning af cognac og chokolade. Vel at mærke fyldte chokolader der er udviklet til de cognacer der bliver serveret. Det kunne godt blive rigtig interessant.…

Read More »