Copenhagen Wine Forum Revisited

Ja, så er weekenden overstået med 2 dage på Copenhagen Wine Forum. En messe for forbrugerne med stande fra en bred vifte af de mindre importører der er med til at tegne den danske vinhandel. Disse mindre importører har en bred vifte af vine og jeg fik smagt en del, lige fra nye områder i Østrig til Luberon.

Mest interessant var afdeling med Danske Vingårde! Her kunne man få syn for sagen og se hvor dansk vin er, og er på vej hen. Solaris står stærkt som en drue mange tror på og bruger til deres fornemmeste hvidvine. Jeg må dog sige at man skal pille skylapperne lidt af og også have tro på andre druer. Madeleine Angevine smagte jeg i fornuftige udgaver og ordentlig håndteret vil jeg da mene at vi her har et behageligt afdæmpet eksempel på en dansk udgave af Gewürztraminer. Ortega bruges flere steder, men her er der lidt længere imellem de gode udtryk. Zalas Perle udtrykker også sin egen stil og hvis producenten ikke frygter det lidt lavere syreudtryk, så minder dette ikke så lidt om Viognier i stilen.

Bedst denne dag gjorde dog de mousserende vine fra Gabriel sig overfor mig. Her var især

Vinhuset Gabriel, Cuvée 119,Tølløse –  rigtig interessant med god intens frugtsyre og høj intensitet. Et glas bobler man nok kunne drille et par vinos med ved lejlighed. Det her må meget gerne være bannerføre for andre mousserende vine fra vores lille andedam.

Læs endelig også med- og madblogger Rasmus Holmgårds indtryk fra disse vine.
Et enkelt godt Champagnehus dukkede også op på min vej. Unge fyre der importerer dette ene hus. Almindelig udgave var ganske ok, men

Bouquin-Dupont Fils, Vielle Vigne Chardonnay, Avize, Grand Cru Champagne – en bred pale tog masser af kompleksitet tog denne fat i en. Spillede både på det friske og den intensitet og mineralitet der kan komme i disse rene Chardonnay Champagner. Virkelig godt og meget rimelig i pris.

2002 Bouquin-Dupont, Blanc de Blancs, Avize, Grand Cru Champagne – tæt og slet ikke så bred og åben i sit udtryk. Her holdt syren og limefrugten fat i resten af paletten. Tror nok at denne vil udvikle sig i en meget gunstig retning, men lige nu er der lukket lidt ned for charmen.

Jeg holdt 2 foredrag om Vin til Mad og var selv ganske godt tilfreds. Det kunne dog have været sjovt hvis der havde været flere besøgende på messen. Jeg synes dette er et godt koncept, som jeg håber flere importører vil bakke op om i de kommende år.

 …

Read More »

Fra 1961 til 2008, en historie fortalt i flasker

Hvidvin der lugtede af sure vingummi, rødvin så lys som en ung rosé og bobler der smagte mest af friskpressede æbler. Smagsvariationen var stor, og hvad andet kan jeg forvente, når jeg beder folk om at tage en flaske eller to med, med lidt alder på? Som vinekspert er den en fornøjelse at lægge hus til sådan en samling rødder.

Vi endte 9 personer om bordet i Casa Kreutzer, der alle bidrog til den gode stemning. Alle fik gættet, men endnu engang kan vi konstatere at vi sjældent rammer direkte.

Til at starte med havde jeg lidt hapsere på bordet:

Chorizo om cornichon
Røget kammusling på agurk
Sardinpaté på toast
Sorte oliven fra Priorat

Hjemmebagt rosmarinbrød til, som denne gang var blevet rigtig godt.

Herefter fik vi, efter opskrift fra Lars Boesgaard, Provence: Oksegryde. Opskriften blev tilpasset lidt, så den passede til mine evner og temperament.

1,5 kg. Oksetykkam skåret i mundrette bidder, marineret med løg, gulerødder og lidt krydderurter i rødvin i 24 timer. Herefter frem med den store ovngryde og nederst lagde jeg 300 gram ristet bacon, ovenpå kødstykkerne, som jeg havde brunet af på en pande, løg, hvidløg og et par stykker chokolade og til sidst hældte jeg den siede marinade over. Ind i ovnen ved 150 grader i 4 timer, på køl til næste dag, afskumme fedtet og så ind i ovnen i endnu 3 timer. Til sidst hældte jeg saften fra og jævnede i en gryde, og så tilbage på kødet og varme. Serveret på en mos af kartofler, jordskokker og gulerødder, samt lidt hvidløg. Bon appetit og alle var glade.

Til sidst et stort ostebord med salami og friskskåret skinke. Der var bregne-brie, Tomme de Savoie, San Simon, Vesterhavsost og en humpel af den gode parmigiano reggiano…

Dessert var der ikke noget af, men mine gæster virkede heller ikke rigtig sultne…

En lang liste af vine, hvor jeg hoppede fra min plads til køkkenet, så der blev ikke taget verdens skarpeste noter herfra. De fleste vine blev serveret blindt, jeg nævner der hvor det ikke var blindt.

NV Ruinart, Champagne, 37,5 cl. – herlig moden i stilen. Har ligget en god del år, mit bud er at den er 5 år siden degorgering. Rugbrød og gærede undertoner med en frisk tone af appelsinskal. Serveret åben.

2000 André Blanc, Schlossberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gylden og herlig ekspressiv duft med abrikos og stenet mineralitet. Fin lidt sødligt udtryk og for mig i god balance. Moden, men ikke træt i min bog. Serveret åben.

2003 Marc Lauby, Chablis 1’er Cru, Cote de Lechet – herlig duft af acacie og blomsterbutik. Pæn tilbagelænet stil, fersken, mineralitet, let cremet, champagnebrus i eftersmagen. Gæt gik på chardonnay, men en luftede tanken om Chenin Blanc og så måtte man høre for det resten af aftenen. En glimrende vin, hvor både årgang og Chablis 1’er Cru blev gættet.

1999 Kuentz-Bas, Eichberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gule blomster, drikkelækker stil med friskhed og let mineralitet. Intens og citrus-frugtsyre. En lille sødme, der fik os til at gætte, nej nærmere insistere på Tyskland.

2007 Scholium Project, The Prince in his Caves, Farina Vineyards – uklar og grumset i glasset. Ekstrem dårlig hørm af sure vingummier, acetone, bananessens, abrikos, sprittet. Virker og ser ud til at være dårlig og i det mindste uharmonisk som bare pokker. I munden virker det som om der er mening med galskaben. De enkelte meget underlige elementer falder på plads og frugtsyren står på pinde i baggrunden. Den vokser lidt på mig og på trods af sin klare disharmoni, så kan jeg godt lide det her. Mærkelig vin… Intet blev gættet, men vi var vist også kun 2 der kunne lide det.…

Read More »

Dansk vin – det skal da være hvidt?

Så skete det igen, jeg mødte en dansk vinbonde der mener at grønne druer egner sig bedre på vores breddegrader, sammenlignet med blå druer. Jeg kan kun give ægteparret fra Degnemosegaard helt ret. I eftermiddag var de på besøg i Dalgaard Supermarked i Hørsholm og det lykkedes mig at smage fire gode varianter fra dem. Vingaarden er beliggende i Ferslev, på god jord mellem de 2 fjorde. Gaarden er åben for besøg det meste af året, kig nærmere på deres site for info. Jeg tror jeg vil hive familien med på en køretur, når vejret bliver lidt bedre.

2008 Ortega – stram og nydelig i betrækket. Pæn mundfylde med 0,2 gram restsukker pr. liter. Gode grønne frugter, friske grønne æbler og en god citrus eftersmag. Lidt kort, men ren i stilen. En god hvidvin der var klar til at nyde nu til lette fiskeretter.

2009 White Blend (kan ikke huske navnet præcis og kameraet lå derhjemme) – 5 druer. Næsten helt tør. Flot stukket sammen med lidt fedme og pæn kompleksitet. Sødmen hang lidt, men nuancerne var gode. Her var meget citrus og lidt syltet appelsinskal. God frisk fersken og mellem længde. Perfekt til lidt mere intense fiskeretter, fx laks.

2009 Solaris – med lidt sødme, ca. 25 gr./ltr. og en god syre 5- 7 gr./ltr. for at balancere. Lykkedes rigtig pænt, her var mindelser til pæn Kabinett fra broderlandet i syd. Stram og stenet som en Rheingau. Lidt eksotisk moden frugt karkater med ananas og gule blomster med i billedet. Vi hørte at den ville være god til Foie Gras, men fik ikke en flaske med hjem til aftenens glas.

2008 Rødvin – rigtig trist. Her er det beviset for hvorfor man skal lave hvidvin i Danmark. Det her dufter og smager som en ganske lille Rhonevin pillet ned at supermarkedets hylder. Her er lidt pæn nydelig rød frugt og en syre der hænger lidt bagefter. Sødmen er ikke perfekt integreret og tanninerne virker grønne. Måske bare mig der er kritisk, men nyd de blå druer selv og koncentrer jer om at lave den hvide vin.

Se også dette indlæg om dengang jeg smagte god dansk hvidvin fra Lilleø.…

Read More »

Danmarks Bedste Vin til MadBloggerSymposium!

Er til Madbloggersymposium hele dagen og nyder at møde mange ligesindede bloggere. Vi lægger ører til indlæg om alt fra vin til chokolade til kaffe. Vi har bl.a. haft besøg af Anders Selmer, vinmager på Danmarks bedste vin! Naturligvis må mit indlæg handle om denne vin.

Anders Selmer er vinmager på vingården på Lilleø. Han gav os en god introduktion til hans 2 marker med de yderst charmerende navne; Mark 1 og Mark 2, plantet i hhv. 2005 og 2008. Jeg kan allerede nu forestille mig teksten på etiketten.

2007 Arwen, Lilleø – fremstillet at 95 % Solaris fra Mark 1. Herlig halvtør stil med mango og tørrede abrikoser. Nydelig ren, men dog en anelse endimensionel. Holder, men bliver nok ikke større.

2009 Salomon, Lilleø, Sauvignon Blanc, høstet 29. november 2009. – Tør stram styret frugt med god syre og lidt røg i duften. Finder vej over tungen med en anelse gule frugter, men slutter ellers kort og med pæn balance.

2009 Arwen, Solaris, Riesling, Sylvaner – enkel og meget fokuseret på citrus, iblandet en anelse umoden æble. Er denne vin stadig lukket nede, eller rummer den måske mere end vi lige smager? Iflg. Hr. Selmer er der mere her end man lige aner. Jeg vil glæde mig til den lukker op, lige nu er der ikke meget at komme efter.

2008 Arwen, Solaris, sauvignon blanc, riesling, sylvaner – flot gylden farve med elegant eksotisk sprød frugt. Sejler gennem munden med saltholdig mineralitet og en herlig cremet åbenhed. Lidt sødme i karakteren, med marcipan. Vinen er flot struktureret med god afstemt syre og helt tør. Den har den luftighed der giver mig glæde og lyst til at vende tilbage.

Har Arwen fortjent titlen som Danmarks Bedste Vin? Ja, det synes jeg! Har du en anden mening, eller kender du en bedre vin fra Danmark, som jeg ikke har smagt? Lad mig høre fra dig.…

Read More »