Moden vin til smagning på Le Sommelier. Ampeau, Caillou, Molitor, Krohn etc.

Uha, klubben skulle sige på gensyn til et markant medlem, der stikker af til London i et år. God tur Christina, vi ses når du kommer tilbage. Vi var en lidt mindre forsamling på Le Sommelier til aften, da der var indløbet en del afbud. Vi var salgschefen, salgschefen, journalisten (han har skrevet en bog), sælgeren, studinen og undertegnede – et meget hyggeligt selskab. Som vanligt fyrede Simon op under kedlerne og servicerede os med vine i en lind strøm.

Konceptet var som altid: medbring en flaske eller flere, minimum 10 år på bagen. Maden på Le Sommelier var som altid upåklagelig. Vinene denne gang holdt et meget højt bundniveau og toppen var fantastisk. …

Read More »

Copenhagen Wine Forum, og lidt noter

Copenhagen Wine Forum løber af stablen i weekenden og jeg er inviteret ind og tale om vin til mad. Et herligt emne, der kan dele vandene, men som vi alle synes er interessant. Jeg håber at se mange af jer derinde og få en god diskussion med jer før eller efter min foredrag. Jeg kan allerede nu afsløre at jeg vil væve lidt over temaet:
”Kejserens Nye Klæder, eller Det Eneste Rigtige”

Ofte har jeg det sådan at vi har så meget fokus på den rigtige sammensætning, at vi tilsidesætter behovet for at gøre hvad vi har lyst til. Det er jeg stor fortaler for, så ender rødvinen på bordet sammen med fiks på tallerkenen, så kan det godt være ”rigtigt”. Derudover glæder jeg mig meget til at smage et bredt udvalg af vine fra flere af landets mindre importører, der stiller op disse dage. Det er desværre ikke altid jeg får smagt nok af disse nichevine, der er med til at sikre den vidunderlige bredde på det danske vinmarked.

Copenhagen Wine Forum, vil vi også være til stede med en stand fra Solera.dk, hvor du har mulighed for at tilmelde dig verdens førende vinuddannelse. Er du hurtig, så er der stadig ledige pladser på vores kursus i september måned i København. Se mere info om WSET uddannelsen og vores tilbud på hjemmesiden.

Ellers må vi jo erklære at sommeren 2011 er ved at være slut, nogen vil mene uden at starte, så her er en let opsummering på vine jeg har smagt over sommeren.

2007 Chateau Paveil de Luze, Margaux – en flaske der kom på bordet en stilfærdig hverdag sidst i ferien. Vi havde fisket en pose frossen fisk ud af fryseren, uden at vide hvad der lå i den. Om formiddagen bad den ene dreng om kartoffelmos og den anden om bønner. Sidst på eftermiddagen beder, den normalt hvidvins glade, frue om et glas rødvin. Jeg hiver denne flaske ud af skabet og plaskede den på en karaffel. Hvordan passer dette så sammen? Ja, i vores optik så smagte det fortrinligt. Vi havde lyst til de ting der var endt på bordet og derfor virkede denne lidt anderledes vin og mad sammensætning.

Jeg afsluttede aftenen med et glas køligt:

Niepoort, 10 Years Tawny, Douro, Portugal –  herlig helt alene til at sende tankerne lidt på afveje og nyde roen. Dejlig kølig i stilen med masser af rød frugt, i kombination med nødder og mandler.

2008 Steenberg, Shiraz, Constantia Valley, Sydafrika – en top lækker ledsager til kraftigt marinerede ribben på grillen. Tæt peber og bacon med en stor dyb rumlende frugt. Brombær, blommer og solbær er de dominerende frugter. Til dig der vil prøve noget anderledes og toplækker Shiraz fra Sydafrika.

En lille perle medbragt fra Frankrig. En producent jeg tidligere har opfattet som ganske glimrende, men lidt let i stilen. Lang tid siden jeg har haft næsen i noget af hans vin, så derfor…

Nicolas Feuilatte, Rosé, Champagne – fin laksefarvet i glasset med bobler der hurtigt fes af. Duft af kirsebær og viskelæder? Lidt grønt allerede her, der kun blev værre i smagen. Uinteressant smag med grønt stilket præg, ingen intensitet og intet liv. Kedelig, bør jeg prøve andre cuvéer fra ham?

2003 Gran Clos, J.M. Fuentes, Priorat, Spanien – tæt mørk frugt, intens peber og dejlig krydret stil. Masser af sort skiffer der gav lidt friskhed, sorte kirsebær og godt styret tanninbid. Denne vin bar på ingen måde præg af den ellers varme 2003 årgang, men havde fin balance. Burde have købt et par flasker til kælderen.

Nej, jeg plejer ikke være vild med Priorat, men det her var godt nok lækkert.…

Read More »

Fra 1961 til 2008, en historie fortalt i flasker

Hvidvin der lugtede af sure vingummi, rødvin så lys som en ung rosé og bobler der smagte mest af friskpressede æbler. Smagsvariationen var stor, og hvad andet kan jeg forvente, når jeg beder folk om at tage en flaske eller to med, med lidt alder på? Som vinekspert er den en fornøjelse at lægge hus til sådan en samling rødder.

Vi endte 9 personer om bordet i Casa Kreutzer, der alle bidrog til den gode stemning. Alle fik gættet, men endnu engang kan vi konstatere at vi sjældent rammer direkte.

Til at starte med havde jeg lidt hapsere på bordet:

Chorizo om cornichon
Røget kammusling på agurk
Sardinpaté på toast
Sorte oliven fra Priorat

Hjemmebagt rosmarinbrød til, som denne gang var blevet rigtig godt.

Herefter fik vi, efter opskrift fra Lars Boesgaard, Provence: Oksegryde. Opskriften blev tilpasset lidt, så den passede til mine evner og temperament.

1,5 kg. Oksetykkam skåret i mundrette bidder, marineret med løg, gulerødder og lidt krydderurter i rødvin i 24 timer. Herefter frem med den store ovngryde og nederst lagde jeg 300 gram ristet bacon, ovenpå kødstykkerne, som jeg havde brunet af på en pande, løg, hvidløg og et par stykker chokolade og til sidst hældte jeg den siede marinade over. Ind i ovnen ved 150 grader i 4 timer, på køl til næste dag, afskumme fedtet og så ind i ovnen i endnu 3 timer. Til sidst hældte jeg saften fra og jævnede i en gryde, og så tilbage på kødet og varme. Serveret på en mos af kartofler, jordskokker og gulerødder, samt lidt hvidløg. Bon appetit og alle var glade.

Til sidst et stort ostebord med salami og friskskåret skinke. Der var bregne-brie, Tomme de Savoie, San Simon, Vesterhavsost og en humpel af den gode parmigiano reggiano…

Dessert var der ikke noget af, men mine gæster virkede heller ikke rigtig sultne…

En lang liste af vine, hvor jeg hoppede fra min plads til køkkenet, så der blev ikke taget verdens skarpeste noter herfra. De fleste vine blev serveret blindt, jeg nævner der hvor det ikke var blindt.

NV Ruinart, Champagne, 37,5 cl. – herlig moden i stilen. Har ligget en god del år, mit bud er at den er 5 år siden degorgering. Rugbrød og gærede undertoner med en frisk tone af appelsinskal. Serveret åben.

2000 André Blanc, Schlossberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gylden og herlig ekspressiv duft med abrikos og stenet mineralitet. Fin lidt sødligt udtryk og for mig i god balance. Moden, men ikke træt i min bog. Serveret åben.

2003 Marc Lauby, Chablis 1’er Cru, Cote de Lechet – herlig duft af acacie og blomsterbutik. Pæn tilbagelænet stil, fersken, mineralitet, let cremet, champagnebrus i eftersmagen. Gæt gik på chardonnay, men en luftede tanken om Chenin Blanc og så måtte man høre for det resten af aftenen. En glimrende vin, hvor både årgang og Chablis 1’er Cru blev gættet.

1999 Kuentz-Bas, Eichberg, Riesling, Alsace Grand Cru – gule blomster, drikkelækker stil med friskhed og let mineralitet. Intens og citrus-frugtsyre. En lille sødme, der fik os til at gætte, nej nærmere insistere på Tyskland.

2007 Scholium Project, The Prince in his Caves, Farina Vineyards – uklar og grumset i glasset. Ekstrem dårlig hørm af sure vingummier, acetone, bananessens, abrikos, sprittet. Virker og ser ud til at være dårlig og i det mindste uharmonisk som bare pokker. I munden virker det som om der er mening med galskaben. De enkelte meget underlige elementer falder på plads og frugtsyren står på pinde i baggrunden. Den vokser lidt på mig og på trods af sin klare disharmoni, så kan jeg godt lide det her. Mærkelig vin… Intet blev gættet, men vi var vist også kun 2 der kunne lide det.…

Read More »

Champagne med god mad.

En aften i godt selskab hvor planen var at smage lidt forskellige bobler. Planen var at smage en stor del forskellige mousserende vine. Der var en del flere end her omtalt og afbilledet. Jeg må indrømme at nogle af de mere obskure ting ikke fortjener omtale. Menuen var sat af Michael og undertegnede med et par retter til hver. Det synes jeg vi slap rigtig godt fra.

Vi startede med pestosnegle (hjemmelavet pesto smurt ud på pizzadej, rullet og stegt i ovnen) croustader med fyld af laks, creme ost og lidt krydderurter, rogn og purløg på toppen. Hertil startede vi let og nemt ud med:

Guerrieri Rizzardi, Prosecco, Extra Dry – herlig frugt og god friskhed. Ikke så tør at det strammede i mundvigen hos nogen. Absolut en Prosecco af de bedre med renhed i frugten og pæn balanceret smag.

Herefter fulgte en melon/løgsuppe med bacon og purløg. Herlig frisk sag som jeg har tyvstjålet fra en middag på et slot i Pomerol for mange år siden. Oprindeligt blev den serveret med en Graves Superieur (halvsød hvidvin fra Bordeaux distriktet), sidenhen har jeg valgt at servere Riesling med en anelse sødme og pænt syreniveau. Gætter du her på Spätlese, så er du ikke helt ved siden af. Denne aften prøvede vi med lidt tørre bobler for at se om syren var nok som modspil. Det var det ikke så suppen blev nydt stille og roligt og vinen bagefter.

Ferrari Brut, Trento, Italien – herlig spumante der bragte minderne frem om en dejlig sommer. Her ganske godt styret med pæn intensitet og lidt mere oxidativ i stilen end forventet. Som modspil fik vi en standard Juve y Camps der ikke var mindeværdig.

Der røg en flaske

Bianchi Brut, Traditionel Method, Argentina på bordet. God intensitet, men fladede hurtigt ud i smagen og efterlod en kedelig spids syre. Duften og den primære smag ledte ellers tankerne pænt mod Champagne. Er da også fremstillet på Chardonnay og Pinot Noir. Denne kunne godt være værd at prøve en aften med lidt færre bobler som direkte sammenligning.

For ikke at skride helt væk, måtte vi nu have Champagne!!

NV Charles Mignon, Comte de Marne, Brut 1’er Cru, Champagne – som altid med god frisk citrus. Intens og lidt tropisk frugtkarakter. Selv her på 3. dagen holder den stilen rigtig godt. Bør nok kunne gemmes lidt i kælderen.

Til hovedret havde Michael skaffet et stort stykke okseculotte (amerikansk) perfekt stegt i ovnen og serveret med hjemmelavet bearnaise og bagte kartofler! Super lækkert kød der var pænt saftigt og flot rosa, saucen var bare helt i top, men ikke slankemad.

Vi havde naturligvis en flaske rosé bobler til, og udvidede programmet med en rødvin også. Just in case man fik lyst til det.

2005 Deutz, Rosé, Champagne – klart aftenens bedste bobler. Fantastisk charme og ekspressiv duft med masser af røde bær. Tydelig Pinot karakter. Herlig mousse med små elegante bobler. Syre i god balance med frugten. Kører rundt på hele paletten med stor elegance og herlig friskhed. Giv mig mere rosé fra Deutz – det er de gode til.

2001 Château Paveil de Luze, Margaux – en klassisk Margaux med de dyder der skulle til for at sidde lige i skabet til det herlige oksekød. Mørk mokka og chokolade, solbær og cremet struktur. Moden god Bordeaux er måske forudsigeligt, men absolut en fornøjelse når oksekød og vin skal matches.

Op til flere gode oste kom på bordet, tak til en altid sikke leverandør i Esbjerg.

Ruinart, Brut, Champagne 37,5 cl. – endnu en flaske fra lageret af de små buttede. Stadig med god dybde og lang mørk oxidativ stil.…

Read More »