En fabelagtig aften på Le Sommelier, hvor vores tjener Simon styrede slagets gang med en fast og rolig hånd. Må sige til Simons ros at hans måde at være på gør oplevelsen så meget større hver gang på le Sommelier. Når en tjener nyder sit arbejde, så kan man som gæst mærke det. At Francis Cardenau så tryllede i køkkenet denne aften, gjorde kun helhedsindtrykket så meget større.
Som vanligt var konceptet at vi skulle medbringe et par flasker hver, alle med mindst 10 år på bagen for rødt, dispensation kan gives til 5 år for hvidt. Gruppen består af gode glade venner fra vinbranchen, et par stykker lige uden for branchen og én journalist denne aften. Beklageligvis må vi nok indrømme at journalisten var i sit gode gættehjørne og ramte pænt på et par af vinene. Alle vine afleveres til Simon ved ankomsten og han sætter så en menu og vinene sammen i sæt. Altså ved man aldrig hvis vin der er på bordet, eller hvornår ens egen vin kommer. Fantastisk sjov måde at gøre det på, hvilket også gjorde at jeg gættede mine egne vine flere gange i går.
De fleste noter er skrevet inden afsløring af vinen og point tildelt inden afsløring. Dog er nogle blevet rettet lidt op og det vil også blive forklaret nærmere.
Vi startede i baren med et glas bobler:
2000 Louis Roederer, Blanc de Blancs, Champagne – meget flot syre og fin balance. Lidt citrus og mango i frugten. Fremstod blød og behagelig, med pæn kompleksitet uden at blive for tung på nogen måde. Blev absolut ikke gættet af undertegnede, der troede det var ældre og med Pinot Noir i blandingen. Der var dog aldrig tvivl om Champagne 😉 92 point ud af 100.
2002 Perrier Jouet, Belle Epoque, Champagne – aldrende, oxidativ med en sjov sødme på siden. Friske bobler der talte imod alderdomstegnene. Ved afsløring blev vi i tvivl om den flaske er i orden, jeg mener nej. Denne Champagne, i denne årgang, bør performe meget bedre og med mere friskhed i stilen. Ingen point
1995 Kloster Eberbach, Domäne Steinberg, Steinberger, Riesling, Spätlese, Rheingau – uha det var lækkert. Rimelig mørk farve – gylden. Sødme present i munden, men tørrer ud og indikerer lidt alder. Duft af petroleum, mineralitet i form af våd kalk. Lyche mest dominerende af de gule frugter. Medium (+) syre og flot struktureret med god balance og balance i eftersmagen. Gæt: Rheingau, Spätlese. 93 point. Holdt sig flot i glasset og voksede sig bredere i staturen.
2001 Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle, Riesling, Spätlese, Trocken, Nahe – meget lille i næsen, lidt slat, hvid peber og tør mandel. Klinger helt rent i munden som en streng på en guitar, men… den vil ikke rigtig lege? Der ligger en masse flotte elementer nedenunder en genert lille frugt. Virker som meget høj intensitet og mineralsk. Viser for mig meget godt hvorfor man ikke lige bliver charmeret af disse stramme ”nye” tørre tyske rieslinger. De lukker ikke rigtig op for de sidste ventiler. Gæt: Nahe trocken i højt niveau, men ikke Dönnhoff. 93 point. Så lod jeg ellers det glas stå et stykke tid og så skete der noget… den lukkede op efter ca. én time i glasset. Kom med stor modenhed og saft i næsen og smagen blev fyldt ud til sidste kindtand. Intens og alligevel balanceret på et frisk pust fra havet. Fantastisk flot glas vin, der enten skal gemmes 10 år mere, eller dekanteres fra morgenstunden for at vise sig ordentlig nu.
Disse 2 første hvide blev ledsaget af årets bedste rejemad i forklædning: Nederst en bøftomat, herpå Rømø Rejer og en lille forårsrulle med rejer, overhældt med lidt hindbæreddike.…
Read More »