Dansk vin – det skal da være hvidt?
Så skete det igen, jeg mødte en dansk vinbonde der mener at grønne druer egner sig bedre på vores breddegrader, sammenlignet med blå druer. Jeg kan kun give ægteparret fra Degnemosegaard helt ret. I eftermiddag var de på besøg i Dalgaard Supermarked i Hørsholm og det lykkedes mig at smage fire gode varianter fra dem. Vingaarden er beliggende i Ferslev, på god jord mellem de 2 fjorde. Gaarden er åben for besøg det meste af året, kig nærmere på deres site for info. Jeg tror jeg vil hive familien med på en køretur, når vejret bliver lidt bedre.
2008 Ortega – stram og nydelig i betrækket. Pæn mundfylde med 0,2 gram restsukker pr. liter. Gode grønne frugter, friske grønne æbler og en god citrus eftersmag. Lidt kort, men ren i stilen. En god hvidvin der var klar til at nyde nu til lette fiskeretter.
2009 White Blend (kan ikke huske navnet præcis og kameraet lå derhjemme) – 5 druer. Næsten helt tør. Flot stukket sammen med lidt fedme og pæn kompleksitet. Sødmen hang lidt, men nuancerne var gode. Her var meget citrus og lidt syltet appelsinskal. God frisk fersken og mellem længde. Perfekt til lidt mere intense fiskeretter, fx laks.
2009 Solaris – med lidt sødme, ca. 25 gr./ltr. og en god syre 5- 7 gr./ltr. for at balancere. Lykkedes rigtig pænt, her var mindelser til pæn Kabinett fra broderlandet i syd. Stram og stenet som en Rheingau. Lidt eksotisk moden frugt karkater med ananas og gule blomster med i billedet. Vi hørte at den ville være god til Foie Gras, men fik ikke en flaske med hjem til aftenens glas.
2008 Rødvin – rigtig trist. Her er det beviset for hvorfor man skal lave hvidvin i Danmark. Det her dufter og smager som en ganske lille Rhonevin pillet ned at supermarkedets hylder. Her er lidt pæn nydelig rød frugt og en syre der hænger lidt bagefter. Sødmen er ikke perfekt integreret og tanninerne virker grønne. Måske bare mig der er kritisk, men nyd de blå druer selv og koncentrer jer om at lave den hvide vin.
Se også dette indlæg om dengang jeg smagte god dansk hvidvin fra Lilleø.…