Det var med stor glæde at jeg blev inviteret med i en ny vinklub for nylig. Her havde vores vært inviteret til smagning af kommunevine fra Vosne-Romanée i 2011 årgangen. Dette er muligvis den bedste kommune i Bourgogne til rødvin, så det fik mig til at smile op over begge ører.
Vores vært havde udvalgt de 17 bedste producenter efter hans mening og de blev så suppleret af den 18. bedste, bare for at gøre feltet komplet. Disse drenge, som jeg fejlagtigt kaldte for voksne mænd, nyder tydeligvis deres Bourgogne. Det var en fornøjelse at smage disse vine og suge ny og interessant viden til sig. De havde muligvis store forventninger om at jeg skulle gætte samtlige producenter blindt, men jeg nævner gerne at man jo ikke er forpligtet over evne. En super hyggelig eftermiddag og jeg glæder mig allerede til næste invitation. Der er skrevet meget fornuftigt om Vosne Romanée, så det vil jeg lade være med. Læs HER hvis du ønsker at vide mere om appellationen og det rent tekniske.
Alle vine blev serveret blindt i tilfældige heats a 3 vine. Vi kendte de enkelte vine på forhånd. Alle vine blev serveret ved ca. 12 grader, hvilket var ganske fornuftigt på denne varme sommerdag. Generelt udviklede vinene sig utrolig meget i glasset, men da de samtidig blev meget varme var de svære at vende tilbage til. Vinene omtales i den rækkefølge de blev serveret med min 20 point score og den samlede placering derefter. Desværre fik jeg taget billeder i den rækkefølge vinene blev rangeret, derfor følger billederne til sidst i dette indlæg. Efter smagningen blev der smagt et par andre gode flasker, separat indlæg om disse følger snarest.
2011 Cecile Tremblay, V-R V.V. – startede vildt og åbent med fuld skrue på alle tangenter. Sorte kirsebær med charmerende bløde tanniner og en tilpas mængde stald til at give lidt kant. Den lille grønne tone var for mig et positivt bidrag til det samlede billede her. 16 point af 20 fra mig og samlet set en placering som nummer 6 af 17 vine bedømt.
2011 Dom d’Eugenie, V-R – fremstod ikke helt positiv i glasset med en lille kemisk tone som jeg ikke kunne komme forbi. Hård tannin og bitter kirsebærsten. Selv med en lille skævhed var der et godt potentiale bagved. 13 point. Samlet 17. plads.
2011 Dugat-Py, V-R V.V. – helt sort og hårdt ristet fad i stilen. Stor intensitet i alle elementer, der var fint balanceret. Den høje ekstraktion skjulte mange af de gode elementer den muligvis havde i sig. 14 point, samlet 14. plads.
2011 Georges Noëllat, V-R – fokuseret frugt i næsen der var helt lineær. Ribs og røde jordbær og en fin kølig mineralitet. Meget balanceret og i den mere elegante ende af spekteret. 14+, samlet 8. plads.
2011 Philippe Pacalet, V-R – åben duft af jordbær/rabarber grød, den blev for mig lidt for sød i stilen. Ellers en flot balance mellem frugtsyre og silkebløde tanniner. Efter tid i glasset faldt den lidt sammen og blev absolut ikke mere charmerende. 11 point og en samlet 7. plads.
2011 Emmanuel Rouget, V-R – stor og kompleks og fra det øjeblik den kom i glasset overstrålede den de foregående vine med et langt højere niveau. Sorte bær, men stadig med en luftighed og elegance der satte den helt i top. 19 point og en klart samlet 1. plads.
2011 Anne Gros, Les Barreaux, V-R – rabarber, hindbær og peber. Helt klart i den sorte skole med smæk for skillingen. Fadet fremstår lidt hårdt ristet, men den underliggende skiffermineralitet giver flot balance. En stor og fyldig vin som jeg endte med at give 16 point og samlet blev den nummer 5.
2011 Cossard, Les Champs Perdrix – vild i stilen og lidt ukontrolleret. Samler sig lidt og går i retning af brombær og blomme. Høj smagsintensitet der skæmmes af ristet fad og en høj frugtsyre. Lidt skarp men flot fokuseret i stilen. Samlet set kunne jeg rigtig godt lide stilen i denne, som var en af de vine der delte vandene denne aften. 16 point og en samlet placering som nummer 13.
2011 Dom de Bellene, Les Quartiers de Nuits, V-R – fremstod pudsigt simpel i et sæt med 2 kraftige vine, En fin kølighed og meget balanceret stil der virkede lidt gammeldags. Stod og blev lækker i glasset med fin frugt. 14+ fra mig og en samlet 12 plads.
2011 Michel Gros, V-R – storter sløvt ud i glasset med kommer så med en krydret stil. En anelse forstyrrende sødme i smagen og så tørrer den lidt skævt ud, ikke min favorit. 12 point, samlet 15 plads.
2011 Dom Prieuré Roch, Le Clos Goilotte – funky lilla grumset satan i glasset, så meget naturtripperi at jeg slet ikke kan klare det i et sæt af flotte rene Bourgogne vine. Syren står skævt i forhold til frugten og samlet set er vinen ude at balance. 9 point og samlet på en 9. plads. Denne stil gjorde at den vandt hos nogle og kom sidst hos andre, men ingen mellemplaceringer. Altså helt klart en stil som man enten elsker eller hader! I vil ikke se mig stå i kø efter denne…
2011 Dom Jean Grivot, Bossieres V-R – pudsig duft af salmiak og lakrids, Stram i smagen med spids syrestruktur og bolchesødme. Den mest balancerede af de 3 kedelige vine i dette sæt. 13 point, samlet nummer 11.
2011 Sylvain Cathiard, V-R – elegant stil med bred ren frugt karakter. Balanceret i munden med herlige røde små jordbær. Lidt tør tannin og så fremstod den ikke særlig kompleks. 14 point og en samlet 4 plads. Her var jeg bagefter ret overrasket over at jeg ikke havde denne højere oppe i min rating, men tanninen fik den til at fremstå lidt enkel og tør.
2011 Meo-Camuzet, V-R – en dårlig flaske der ikke blev dømt ude, hvilket var en fejl. Samlet 16. plads.
2011 Georges Mugneret – blød og cremet struktur, herlig charmerende og fin ren frugt karakter. Står helt ren i smagen også og holder en høj intensitet. 17 point og samlet 10. plads.
2011 Dom. Bizot, Les Jachées, V-R– en virkelig lækker vin! For mig var dette virkelig et højdepunkt efter et par kedelige slag med terningen. Ren frugt og dejlig levende struktur. Udviklede sig meget positivt i glasset og blev kun mere intens. 18 point og en samlet 3. plads.
2011 Dom Liger-Belair, Clos du Chateau, V-R – absolut anderledes end noget vi tidligere havde haft i glasset. Virkede meget udviklet til at starte med, men blev pudsigt nok mere frisk med tid i glasset. Super balanceret stil med høj intensitet og fuldendt balance. Klar til fest! 17+ point og en samlet 2. plads i feltet…
Samlet set må jeg sige at Vosne-Romanée viser rigtig flotte takter, baseret på disse vine, på denne dag. 2011 årgangen viser sig igen fra en meget imødekommende side med relativt bløde tanniner, men slet ikke så ringe en årgang som den visse steder er omtalt som. Det er vine i flot balance, hvor frugten er blød og cremet. De har ikke samme kompleksitet og intensitet som både 2009 og 2010 har, men finessen og balancen fejler ikke noget. Jeg håber at der en dag bliver en smagning hvor vi kan teste 1’er Cru vinene fra denne fabelagtige appellation.
Endnu engang skal der lyde et stort tak til vores vært denne eftermiddag, for at samle flasker sammen og organisere denne smagning.
One thought on “Vosne-Romanée – en gennemgang af de bedste 2011 kommunevine”